Nå, meningen med dette forum var jo bare at komme ud med oplevelserne fra sidste års fødselsdag på HCØ i O-Town. Men Superheltemor spurgte, om jeg ikke snart skulle til fest igen, og Kristine er blevet fast læser – og så tænkte jeg: Selvfølgelig er der folk, som gider læse om, at jeg drikker mig fuld og tisser mærkelige steder eller finder min sofa begravet i salt og halvgnaskede citroner. Det er da klart!
Og så var der jo den der oplevelse for en uges tid siden, som det alligevel er umuligt for mig at give den korte version af... Så den lange version kommer her:
Andreas inviterede til midsommerfestival på sit kollegium, og kollegiefester plejer at være sjove, så efter at have delt halvanden flaske asti med veninde på altan, tager jeg til fest i en kollegiehave på Amager. I regnvejr. Under en presenning, der godt nok lader lidt tilbage at ønske. Men det er fedt!
Andreas er fuld, da jeg ankommer, og han giver øl, fordi han har charmet sig ind på bartenderne. Og selvom jeg ikke kender andre end ham overhovedet, er det hyggeligt. På et tidspunkt kommer han ud fra kollegiet med gammel dansk og lunken snaps, og det blev obersten glad for. Altså snapsen. Ikke gammel dansken. Bvadr! Så sidder man der blandt fremmede mennesker og drikker alting smukkere. Og med en ret underlig fyr, som meget hurtigt rykker meget tæt på og kysser på kinder og spørger, om Andreas er min kæreste. Jeg undlader at svare, fordi jeg tænker, at han måske rykker lidt væk fra mig, hvis jeg bare er afvisende nok. Det virker, men først efter laaaaang tid. Han har en bror, ham den underlige fyr. Broderen har en stråhat på og et selvsikkert smil, og han siger, at han er med i et eller andet band, der har spillet tidligere på dagen. Og så synes han, at jeg skal sætte mig over ved siden af ham. Hvilket jeg egentlig også ville have gjort, hvis jeg ikke havde glemt det, fordi snapsen distraherer mig...
Så han kommer over ved siden af mig, og den underlige bror fortsætter kindkysseriet med pige overfor. Som ser skræmt ud, og som jeg også godt gad kysse på kinderne. Stråhatten fortæller mig, at hans bror er psykisk syg og unskylder for eventuelle ubehageligheder, som jeg nægter har fundet sted. Oh well.
Jeg ved ikke lige, hvordan fanden det sker, men jeg begynder at kysse på Stråhatten. Ikke sådan voldsomt meget, for jeg har stadig mest travlt med at drikke mig fuldere. Det tror jeg nok, han synes, er lidt irriterende. Vi har en sær samtale.
- Da jeg så dig, troede jeg først, at du var lesbisk.
Jeg griner, fordi det ikke ligefrem er første gang, jeg hører den replik. Jeg holder op med at grine, da han giver udtryk for, at lebber er nederen.
- Men jeg er altså rigtig glad for, at du ikke er til piger.
- Hvorfor er du så sikker på, at jeg ikke er til piger?
- Jamen, sådan en lækker pige som dig skal jo være til fyre.
Og bla bla. Jeg får ret hurtigt fornemmelsen af, at han gerne vil putte mig i den der bås, hvor pigens rolle er at sidde og sukke over fyren, mens han drikker og snakker med sine venner. Hvor hun bare skal have lyst til at sidde og holde ham i hånden og give ham ret i alting, så han kan føle sig som en rigtig mand. Velkommen til Amager... Nå, men det er jo ikke rigtig min stil (man er vel oberst!), så da PrinsesseMads ankommer til festen, forlader jeg midlertidigt Stråhatten uden at skænke ham en tanke.
Jeg har ikke set PrinsesseMads længe, og vi får fat i Andreas, som nu er så fuld, at han kysser os begge to på kinderne hele tiden (men ikke på den besnærende måde ligesom den underlige bror). Vi krammer og drikker og snakker, og jeg skamroser Andreas for at være meget bedre til at synge, end jeg nogensinde havde forestillet mig.
Vi rykker ned i kælderen, da det bliver mørkt og naboerne begynder at brokke sig over larmen. PrinsesseMads spiller bordfodbold med nogle piger, og jeg håber, at han kommer til at gå hjem med én af dem. Andreas og jeg fjoller rundt, og så møder jeg Stråhatten igen. Som er lidt fornærmet over, at jeg forsvandt.
- Jamen, jeg forsvandt da overhovedet ikke. Jeg var jo her! Jeg er så logisk efter en kvart flaske snaps.
- Nej, ikke hernede. Du blev væk udenfor, da ham med det lange hår kom...
- Nåh, Mads... Jeg kan godt lide Mads. Han er min lille prinsesse...
Stråhatten ser underligt på mig og er sikkert bange for at spørge ind til det. Eller også håber han bare, at der ikke er en forhistorie til mit udbrud. Som om! Han forsøger dog alligevel at fortsætte samtalen og forklarer, at da Mads kom, skred jeg bare. Og et eller andet, som jeg ikke får fat i. Jeg står og overvejer, om han overhovedet er værd at blive ved med at kysse på, når han er sådan en tøs, men bliver vel enig med mig selv om, at det jo stadig er hyggeligt.
- Men du kunne jo bare været kommet over til os, siger jeg til ham. - Det er jo ikke fordi vi gemte os eller noget. Vi stod midt på græsplænen, og jeg ved, at du kunne se os! Men det er åbenbart ikke hans stil eller hvad ved jeg. Jeg skulle være kommet tilbage til ham. Da jeg ikke gider høre på ham længere, kysser jeg ham voldsomt og finder Andreas og en gin&tonic, som måske hele tiden har været min.
Der går en del tid med, at jeg drøner rundt og har en fest, og hver gang jeg får øje på Stråhatten, snaver vi hinanden i gulvet. Jeg tager mig selv i at tænke, at alle fester burde være sådan. Uforpligtende og hyggelige samtaler – og kys når man gider.
Vi taler om at tage hjem sammen, Stråhatten og jeg. Jeg siger farvel til Andreas, men ikke til PrinsesseMads, fordi han er ved at score en eller anden blond pige. Stråhatten er mere end almindeligt opsat på, at vi skal følges med underlig bror. Jeg går ud fra, at bror måske ville rasere hele kollegiet, hvis der ikke var nogen til ligesom at holde sammen på ham. Så fint for mig. Men bestemt ikke fint for underlig bror, som ikke vil hjem. Som i:
- JEG SKAL FANDEME IKKE HJEM NU! DU SKAL IKKE BESTEMME OVER MIG! JEG VIL BLIVE HER! DET ER SJOVT, OG DER ER PIGER!!! Jeg kan i min brandert godt forstå ham. Det er sjovt, og her er piger. Ja, sgu da! Omvendt så kunne jeg seriøst godt tænke mig at ligge lidt ned og ikke drikke mere øl foreløbig. Det står jeg så og fantaserer om, mens Bror Stråhat og Bror Underlig skændes, og fordi jeg ikke er helt opmærksom, bliver jeg enormt forskrækket over, at Stråhatten hamrer en knyttet ind i væggen lige ved siden af mig og bander, da han endelig har fået sin bror til at skride. Jeg fatter på ingen måde, hvad han er så vred over, og jeg fatter endnu mindre, at vi ikke følger med Bror Underlig, nu hvor han er gået. For skulle vi ikke hjem og ligge i ske og alt det der?
Næh, åbenbart ikke. Stråhatten siger, at han er for vred til at gå nogen steder. Jeg har haft nok at gøre med fulde vrede mennesker til at vide, at det ikke er værd at diskutere det. Han burde være fin igen om et par minutter. Tror jeg da.
- Nu går vi op i baren og drikker en øl, siger han fast. Og det gider jeg simpelthen ikke. Jeg har fået mere end nok øl (og snaps og gin og nogle sjove shots), jeg er træt, og jeg vil faktisk bare gerne hjem. Så det siger jeg til ham. På en måde så han forstår, at jeg selvfølgelig gerne vil have ham med, og at jeg hellere vil knalde end sove. Men det vil han ikke høre tale om. Nu har han sgu lyst til øl.
- Nåh, men så tror jeg sgu bare, at jeg tager hjem alene, siger jeg og trækker på skuldrene. - I don't care. Jeg gider sgu ikke være her længere.
- Jeg sagde: Nu går vi op i baren og drikker en øl, gentager han og tager min hånd. - Kom. Jeg giver.
Jeg vil tro, at det er trætheden, der gør, at jeg lader mig hive med op til baren, men jeg siger til ham, at jeg ikke skal have nogen øl. Og så læner jeg mig mod bardisken og kigger efter nogen, jeg kender. Uden at finde nogen. Før jeg ved af det, står der to skummende fadøl foran os, og mens jeg stadig undrer mig over, at han åbenbart ikke hørte, at jeg ikke skulle have noget at drikke, bliver han vred over, at jeg ikke vil have den øl, han har købt til mig. Jeg er ikke sikker, men jeg tror, at jeg siger til ham, at han skal slappe lidt af, og at jeg kun gør ting, jeg har lyst til. Og jeg har lyst til at tage hjem under dynen. Helst for et kvarter siden.
Stråhatten står lige foran mig, jeg kan mærke bardisken i ryggen, og der er folk på begge sider af mig. Jeg begynder stille og roligt at føle mig en lille smule fanget. Vi kysser alligevel videre, og jeg når lige at glemme, at jeg egentlig ikke gider den der magtdemonstration, han har gang i. For han kysser ret godt, og jeg har stadig en rest af et ukritisk stadium af fuldskab i mig. Og så er det, han får øje på min halskæde. Vedhænget er et krusifix af guld, som jeg fik for 19 år siden. Af min far. 4 måneder før han døde. Stråhatten beder mig om at tage halskæden af. Jeg måber. Og nægter.
- Tag det nu af, Anja. Det er sgu ikke ligefrem sexet, at du har det på. Jeg måber lidt mere. Og tager mig sammen og trækker vejret dybt.
- Nej, det er det ikke, men jeg har det jo heller ikke på for at være sexet.
- Så tag det af!
- Nej!!
Vi kysser lidt videre, men han træder et halvt skridt tilbage og beder mig igen om at tage mit kors af, fordi det ikke er sexet, og fordi han ikke tænder på mig, når jeg har det på. Jeg rører instinktivt ved det og tænker, at det jo hele aftenen har hængt der lige over min kavalergang, og at han umuligt har kunnet undgå at se det før nu. Jeg giver den et skud til og prøver at forklare:
- Jamen, det er jo ikke meningen, at det skal være sexet. Altså, Jesus har da aldrig været et sexsymbol, har han? Stråhatten siger et eller andet, men jeg er allerede så langt inde i en følelsesstrøm med Jesus som modtager, at jeg ikke rigtigt hører efter. - Jeg har jo korset på, fordi jeg elsker Jesus. Min monolog er slut. Og har givet herregod mening. Men kun for mig åbenbart.
- Tag det af for min skyld, hvisker han ind i min mund og kysser mig.
- Nej.
- Vil du ikke engang gøre det for min skyld? spørger han og forventer, at det vil jeg inderst inde gerne.
- Nej, det vil jeg ikke.
- Hvorfor ikke?
- Fordi... Fordi jeg elsker Jesus. Og jeg elsker ikke dig. Så mit kors betyder ligesom lidt mere for mig end du gør...
Lige der kunne jeg måske godt have været lidt mere diplomatisk. Eller bare have løjet eller noget. Stråhatten reagerer i hvert fald med at give bardisken en ordentlig knytnæve lige ved siden af min skulder. Lidt for tæt på, synes jeg. Imens vi skændes videre, føles det som om hele rummet kommer tættere på. Som om det bliver varmere, som om folk larmer mere, som om alt er mere kaos end før. Som om jeg er fanget. Da han griber fat om korset og rykker i det, går jeg stille og roligt i panik. Han giver slip, da jeg begynder at råbe af ham, men efter kort tid har han igen fat i korset, og jeg er fuldstændig sikker på, at han vil rive det af mig. Og det må bare ikke ske!
Jeg lægger min venstre hånd over hans og prøver forgæves at få ham til at give slip. Meget hurtigt udelukker jeg muligheden for at slå ham. Han ville måske slå igen, og det ville gøre ondt, og jeg kan i virkeligheden slet ikke slås, og jeg ved ikke lige, hvor Andreas er. Så i min panik rykker jeg endnu tættere på Stråhatten og lægger min højre hånd løst om hans hals. Min tommelfinger finder af sig selv det der bløde punkt nederst på halsen, hvor man så let som ingenting kan mærke et menneskes puls. Nogen har engang lært mig, at man ikke skal trykke særlig hårdt. Det har jeg glemt. Jeg presser min tommelfinger mod hans hals og lægger ikke engang mærke til hans ansigtsudtryk, da jeg skriger ham ind i hovedet, at han skal lade mig være, og at jeg elsker Jesus, og at jeg går nu, og at han kraftedeme ikke skal følge efter mig! Jeg lægger kun mærke til, at han har sluppet sit greb om min halskæde.
Og så løber jeg! Jeg finder min cykel i mørket, hvor der ikke længere er nogen mennesker, og jeg er pissebange for, at Stråhatten skal finde mig her. Og så cykler jeg alt, hvad jeg kan hjem, og jeg græder hele vejen. Og beder Jesus om tilgivelse, og fortæller ham, at jeg kun gjorde det af kærlighed til Ham...
Da jeg kommer hjem, skriver jeg en sms til Kampvognen om, hvad jeg har gjort. Da jeg vågner klokken 7 næste morgen, er mine øjne hævede af gråd, og jeg kan næsten ikke læse den sms, Kampvognen har skrevet om, at jeg er en lille psykopat, og at han er lykkelig for, at jeg kan finde ud af at passe på mig selv, så han ikke behøver gøre det.
Resten af dagen aner jeg ikke, om jeg er mest rystet over, at Stråhatten viste sig at være sådan en idiot – eller over min egen reaktion.
