Om voldelige tendenser part 2 - denne gang under en julefrokost

Jeg var til alle tiders julefrokost fredag i sidste uge. Jeg var sammen med en gruppe mennesker, som jeg ser næsten hele tiden, og vi crashede en fest med både folk vi kender godt, mindre godt og slet ikke. Og de burde faktisk takke os for at crashe deres fest, for det mindede mere om et lokalpolitisk møde, inden vi kom.
Nå, men vi indtog dansegulvet, og jeg vidste egentlig godt, at jeg var lækker den aften. Jeg havde samme outfit på som til en anden julefrokost et par uger tidligere, hvor jeg endte med at kinddanse mig igennem ikke mindre end 4 numre med Rasmus Seebach sammen med en ret ung fyr, som sagde til mig, at jeg var skræmmende køn. Men nok om den fest, som ellers var en sand succces!
Ud på dansegulvet kommer lidt-for-gammel-til-mig-fyr i hvid poloshirt og giver mig et kram. Jeg har aldrig set ham før, og det er heller ikke mit indtryk, at særlig mange andre kender ham. Han vil ikke rigtig give slip på krammet og siger, at jeg er dejlig, og at han skal have mig. Jeg får sagt noget i retning af:
- Nej, det skal du godt nok ikke! Og så noget om, at jeg har en kæreste. Han gentager sig selv, og så gentager jeg mig selv, og så begynder det at kede mig, så jeg går i retning af baren, som er proppet med folk, jeg i det mindste kender lidt. Og før jeg ved af det, har jeg hans arm om min hals, og han siger højt ind i mit øre, at han skal have mig. Og så strammer han til. Jeg har fat om hans arm med begge hænder, men er ude af stand til at vriste mig fri. Jeg kan ikke helt huske, hvad jeg siger til ham, men noget med, at jeg ikke kan få luft og at han skal give slip. Det koster mig så mine sidste kræfter, og så bliver jeg bange. For hvad nu hvis han ikke giver slip?
Det gør han dog til sidst, og jeg flygter ud på toilettet, hvor jeg hoster så meget, at jeg er lige ved at brække mig af det. Jeg tror, der går et par minutter, før min stemme er normal igen. Ude ved toiletterne møder jeg Don Omar, som har et godt øje til alle med bryster, men som også dybest set bare holder af mig, som jeg er. Med eller uden bryster. Jeg fortæller ham, hvad der skete med Poloshirten, og han bliver så vred, at han vil finde ham og tæve ham. Jeg skynder mig at tale ham fra det, fordi jeg ikke kan overskue de mulige konsekvenser.
Nå. Så kunne jeg sgu et eller andet sted lære det. Gad vide hvor længe Stråhatten fra midsommerfestivalen hostede, efter jeg forsøgte at kvæle ham? Gad vide om han var lige så pissechokeret, som jeg var?

Nogle dage efter snakker jeg lidt med folk om julefrokosten og har rent glemt kvælningsepisoden. Eller fortrængt eller hvad ved jeg.
Vi taler lidt om ham den fulde, der faldt en hel etage ned ad trapperne og efterlod et blodspor, der virkelig ville noget. En af de andre piger havde været på vej hjem, da ambulancen kom efter ham fyren, og da det viste sig, at han selv kunne gå, forsøgte hun at overtale ambulancefolkene til, at de skulle køre hende hjem i stedet for at hjælpe ham den blodige fyr. Det synes jeg alligevel, er friskt nok, når hun ikke kunne finde en taxa.
Det var under festen ikke gået op for mig, hvem det var, der lavede det der styrt på trappen, så jeg spørger de andre.
- Det var da ham der med den hvide polo. Kan du ikke huske ham? Han var da ret glad for dig...
Og så dukker det hele op igen. Frygten, panikken, vreden, chokket. Og jeg tager mig selv i at tænke, at så kunne han sgu også lære det.
Senere samme dag siger jeg til Kampvognen, at jeg er virkelig glad for, at Poloshirten selv faldt ned ad trappen, så både jeg og Don Omar slap for at gøre det. Han ser på mig, som om han ikke rigtig ved, om han skal tro på, at Poloshirten selv faldt.
Oh well...

Om at smadre elektronisk køkkenudstyr til fødselsdage

Til min fødselsdag i år smadrede jeg min elpisker. Men altså; pyt! Jeg skulle jo kun bruge den til at piske flødeskum OG æggehvider til en eller anden afsindig norsk marengskage, der i min familie går under navnet ”Haralds kage”. Det var overhovedet ikke hårdt at piske med gammeldags håndkraft. Heldigvis ringede veninden med optikerkæresten og sladrede, fordi jeg et par uger forinden var blevet uvenner med Caro, og ingen vidste rigtig, om hun havde tænkt sig at dukke op... og så kunne jeg lige piske al min meningsløse vrede ned i kagen under sladder.

Jeg ved ikke, om det kunne smages. Vreden altså. Folk blev så opslugte af bodyshots, at vi glemte alt om kage. Jeg havde noget tequila, og når man fylder 27, er der kun én måde at drikke tequila på, og det er af en andens krop. Veninde med optikerkæreste var ikke sådan for alvor med på idéen, men Japanerpigen, Ikea, IT-fyren og PrinsesseMads var på. Veninde og Japanerpige gik omkring midnat, fordi de skulle møde Optikeren. Jeg foreslog, at han bare kunne joine os, men det var åbenbart ikke en mulighed. I don't see why...

En enkelt flaske tequila var alt for lidt. Men altså... Så havde jeg også noget gin, noget hjemmelavet blåbærsnaps, noget asti og noget øl. Ingen af delene gør sig specielt godt som bodyshots med salt og citron, kan jeg afsløre. Hvis nogen alligevel sidder og overvejer selv at prøve, så vælg gin. Evt. med lidt saft i. Mere om det en anden gang. Og vi nåede et point of no return, hvor det ikke længere handlede om shots, men om kropskontakt. Fik jeg nævnt, at jeg fyldte 27 og ikke 17? Nåh...

Jeg havde sådan en kjole på, som bindes i nakken og fordrer, at man ikke har bh indenunder. Ikea opdagede, at det gjorde det ret let at lave en bodytequila lige på brystvorten – og igen handlede det vist ikke så meget om tequila som om bryst. (Salt i næsten færdighelet brystpiercing er ikke specielt rart de efterfølgende dage.) Jeg glemte helt at trække vejret, da han lukkede sine læber om min hud. Og da han kyssede mig bagefter for første gang i et år, troede jeg et øjeblik, at jeg skulle besvime. Resten af aftenen blev kun vildere, og i flere uger efter føltes det som om nogen havde blandet en flaske champagne op i mig.

Til min fødselsdag for nogle år siden (jeg tror, det var i 2007), holdt jeg fest skærtorsdag. Jeg havde lavet en almindelig lagkage og noget punch-agtigt. (Læs: malibu og kakaomælk i en Margretheskål med sugerør.) Det var lidt kvalmt. Jeg er ikke længere helt sikker på, hvem der var til stede, men jeg ved, at IT-fyren og frk. Fornuftig (hans kæreste og min barndomsveninde) kom senere end de andre. De havde købt en dørmåtte til mig, som jeg ikke vidste, at jeg havde ønsket mig, men som jeg stadig er glad for.

Frk. Fornuftig havde selv en halvliters flaske med, hvori hun havde blandet en eller anden pigedrink. Champagnebrus muligvis. Da hun havde drukket den og talt ganske lidt med en ret fuld udgave af mig og ingen af de andre, lagde hun sig til at sove på min seng. Andreas og jeg delte en halv flaske kirsebærvin, mens vi sad på hver vores side af hende og sludrede, og det var dødhyggeligt.

Den der punch var der til gengæld ikke rigtig synk i. Efter kirsebærvinen besluttede Andreas og jeg os for at peppe den lidt op, så vi hældte noget gin i. Det blev det ikke bedre af. Så fik den lidt kirsebærvin. Det blev den underligt nok lidt bedre af, men ikke rigtigt nok. Så tog vi Margretheskålen med ud i køkkenet, hvor resten af lagkagen også var endt. Der var både jordbær og banan i kagen, og det virkede super oplagt at blende dem i punchen. Jeg havde en stavblender, som vi brugte til formålet, men i det der stadium af fuldskab var det ret svært at få frugt fri af flødeskum og kagebund, og til sidst var vi ligeglade og puttede noget af kagen i punchen også. Og blendede det hele. Og fandt nogle chokoladeskildpadder, som også blev kvast. Og SÅ var punchen klar!

Det var så kun Andreas og mig, der drak af den, fordi alle de andre syntes, den var virkelig klam. No wonder?! Sjovt nok husker jeg den stadig som ret god... Men det var først om lørdagen, at jeg havde det godt nok til at kunne fjerne den fra sofabordet, hvor den stod og stank, mens jeg havde nogle af mit livs værste tømmermænd!

Fredag kunne jeg intet. Jeg kunne ikke drikke, ikke spise, ikke gå i bad, ingenting. Det var forfærdeligt.

Lørdag var jeg nødt til at tage mig sammen, fordi jeg skulle til koncert inde i Studenterhuset, hvor IT-fyren og Ikea spillede med deres band. Jeg drak kun vand den aften, og frk. Fornuftig var vældig overrasket, for ”det var da i forgårs, du holdt fest?!” Ja ja, bevar mig vel! Og så var det i øvrigt den aften, jeg første gang så Ikea ubarberet. Han har aldrig været smukkere end den aften. Hvor han lige var indgået i det eneste faste forhold, han har haft, mens vi har kendt hinanden. Men det opfattede jeg ikke den aften.

Næste gang jeg skulle bruge stavblenderen, begyndte den at ryge og lugte underligt. Helvedes til punch!

Helvedes til fødselsdag.

Om den nytårsaften vi aldrig taler om

Efter at være blevet spurgt hvordan jeg egentlig ser ud nu, fordi billederne af mig herinde er ret forskellige, kom jeg i tanker om et billede af mig, der aldrig har været vellignende. Det er taget til en nytårsfest gone really wrong for nogle år siden. Hos en veninde som jeg ikke lige har noget dæknavn til pt. (det skal nok komme) - eller faktisk hos hendes nye kæreste. Udover mig og min daværende bedste veninde Caro, var der kun kærestens venner...
Jeg har en tendens til at blive urimeligt fuld, når jeg er sammen med mennesker, jeg ikke kender og som ikke interesserer mig. Jeg blev urimeligt fuld den aften. Jeg drak to flasker champagne selv og et par shots. Og Caro påstår, at jeg også drak en virkelig stærk drink. Men det kan jeg altså ikke huske.
Til gengæld kan jeg huske, at jeg fyrede en champagneprop direkte op i køkkenloftet og lavede et mærke, som vist ikke var til at fjerne. Det føltes lidt som en ejakulation og var klart aftenens højdepunkt. For mig.
Jeg kan også godt huske, at jeg ved midnat var så fordybet i en diskussion grænsende til skænderi om kristendom med en eller anden optiker, at jeg ikke gad gå ud og se på fyrværkeri. Jeg var jo i færd med at forsvare min tro, og det var vigtigere end fyrværkeri... Senere er det gået op for mig, at jeg virkelig skal gøre mit yderste for ikke at komme til at diskutere (på den lidt ufede måde) med ham optikeren, hver gang vi ses. Sjovt nok kan han vist ret godt lide mig, selvom jeg som regel forvandler mig til den psykotrold, jeg inderst inde er.
Jeg husker også, at jeg fik det dårligt og gemte mig inde i soveværelset. På gulvet ved siden af sengen, fordi japanerpigen var gået død på sengen. Så lå jeg der og brækkede mig i min egen hånd, og det er nok noget af det klammeste, jeg nogensinde har gjort ved mig selv! Samtidig tudbrølede jeg uden at være rigtigt klar over hvorfor. Det var selvfølgelig noget med, at jeg følte mig forladt, og som jeg lå der i fosterstilling med bræk udover det hele, overskyggede den følelse det hele. Caro endte med at være sød nok til at følge mig hjem, trøste mig og holde mig i hånden - efter at jeg havde vasket hænder.
Japanerpigen vågnede til gengæld slet ikke, mens jeg lå der i min ynkelighed.
Da vi var gået, var der én af fyrene, som forsøgte at voldtage japanerpigen. Hun vågnede op uden trusser på og med ham oven på sig. Heldigvis var han for fuld til rigtigt at kunne foretage sig noget. Der fulgte en periode med vidneudsagn og ubehagelig stemning. Og det er derfor, vi aldrig nogensinde taler om den nytårsaften.
Men her er altså et billede af mig, før jeg fik mit breakdown:

Og nu hvor jeg er i gang - et billede af mig, der forsøger at få rejsning på en helt ny og ikke særlig vellykket måde:

Billeder fra HCØ-fødselsdagen 2010

Jeg ved ikke rigtigt, om jeg er færdig med at fortælle om Evas specialefejring. Tror det ikke. Men jeg sad lige og kiggede festbilleder igennem og faldt over nogle fra HCØ-fødselsdagen sidste år. Den fest som er grunden til, at jeg overhovedet oprettede den her blog…
Det er vist noget med, at det ikke er særlig god stil at fyre billeder afsted af folk, når man ikke har spurgt dem om lov. Men de ligger allerede på facebook, og desuden er der jo ingen, der kan genkende os alligevel.
Hermed lidt stemningsbilleder fra flagmarchen:

Og jeps. Det er mig med en guldøl i hånden. Charmerende som altid, ikke? :)

Om tequila til Evas specialefejring

Eva afleverede speciale den 1. juli og havde inviteret til øl, asti og tequila på Islands Brygge bagefter. Glad for at der faktisk er nogen i abeflokken, der færdiggør deres studier, tog jeg derhen efter at have drukket halvanden fredagsøl på arbejdet. Udover Eva var PrinsesseMads den eneste, jeg kendte, men jeg gav selvfølgelig et skidegodt indtryk af mig selv over for de andre ved at ankomme tipsy og overstadig og med en virkelig god hårdag!

Jeg tror, at festen forløb stille og roligt i nogle timer. Folk var flinke og lidt skøre, og nogle gange glemte jeg, at jeg ikke kendte dem i forvejen. IT-fyren og Andreas dukkede op i løbet af eftermiddagen, og vi havde slået os sammen om en gave. Eller... Jeg har tvunget dem til at være med til at betale for en halskæde lavet af hvalros fra Grønland, fordi specialet jo handlede om noget med Grønland og en bog, som ingen mennesker har læst. Udover Eva... Jeg aner ikke, om hun overhovedet blev glad for den (gaven altså, ikke bogen), men det var en total succesoplevelse at købe den. Ærgrer mig i virkeligheden lidt over, at min mor ikke gav mig en grønlandsk far...

Og så var det, at tequilaen kom på bordet. PrinsesseMads og jeg var ret enige om at tvinge alle ved bordet til at deltage i en fælles tequila-hyldest. Det lykkedes, da jeg trådte i karakter som oberst og udstedte befalinger til højre og venstre. De der fremmede mennesker må have troet, at jeg var rablende vanvittig. Oh well... PrinsesseMads insisterede på, at vi skulle slikke salt af den person, der sad til venstre for os. Jeg syntes, det var alle tiders idé, men så blev folk alligevel lidt snerpede. Jeg forstår det ikke. Man skulle jo bare slikke på hinandens hænder; det var jo ikke engang kinky eller noget. Men uanset hvor meget vi befalede og forsøgte at overtale, så gav de sig ikke.

Ret kort tid efter (tror jeg...) fik IT-fyren og jeg tiltusket os at lave en bodytequila på Gymnasievens lår. Samtidig. Det var rart for os alle tre. Dog kom der måske lidt rigeligt salt ind i de der shorts, og det kan ikke have været særlig rart efterfølgende. Omvendt var der senere én, der tømte en håndfuld salt i min kavalergang, og det var faktisk ikke nævneværdigt ubehageligt. Alt i alt var det en behersket omgang tequila i forhold til, hvordan vi har skabt os hele foråret. Selv da Ikea dukkede op.

Han ankom ædru til en abeflok, der var lige ved at peake i fælles fuldskab. Så han var bagud. Og drak resten af tequilaen. Hvorefter han skred sammen med IT-fyren for at hente mere tequila. Og chips. Og så drak vi store tequila-shots uden salt og citron, for det synes Ikea ikke er nødvendigt. Jeg vænner mig nok aldrig rigtigt til det... Da jeg opgav at følge med i hans tequila-marathon, kastede han sig over Eva og hendes kernesunde veninde. Da flaske nr. 2 var tom, sad Eva og frk. Kernesund og så lidt overraskede og ret snaldrede ud.

- De var slet ikke til at stoppe! forsvarede Ikea sig med. Right.

Går på en eller anden måde ud fra, at jeg i hvert fald til dels kan takke tequilaen for, at jeg endte med at ligge i arm med Ikea senere på aftenen. Det er ligesom om, at der er tequila indblandet hver eneste gang, jeg får lov til at kysse på ham. Og så forstår folk ikke, at jeg er vild med det skidt?!

Om hvorfor der kun kommer brudstykker af den der specialefejring

Jeg var gået i gang med en kæmpe redegørelse for Evas specialefejring, men ca. 5 sider henne gik det op for mig, at jeg ville komme til at udlevere mine venner i alt for høj grad. Derfor bliver det bare til nogle brudstykker i stedet for. Og her en slags redegørelse for noget af det, der gør det kompliceret at skrive om mine venner:

Jeg har været venner med IT-fyr, PrinsesseMads og Eva i 6 år.

IT-fyr har været tiltrukket af Eva ligeså længe.

IT-fyr har været bedste venner med Ikea i ca. 100 år.

Jeg har kendt Ikea i 5 år.

Jeg har været urimeligt tiltrukket af Ikea i 5 år.

Jeg har kysset lidt på ham til de sidste par fester.

Jeg har også af og til kysset lidt på PrinsesseMads.

PrinsesseMads har en fantasi om en trekant med mig og Eva.

IT-fyr har i 5 år været kæreste med min barndomsveninde.

Hun gik på DTU med ekskæresten til Ikeas kæreste.

Som han lige har slået op med.

IT-fyr og PrinsesseMads har noget med gesidig bodytequila.

Der er selvfølgelig meget mere, men ovenstående burde give et meget godt billede af det kaos, det som regel er, når vi alle sammen kan komme til festen. Det var tilfældet i fredags. Det var sjovt. Men også sådan lidt øhm... uoverskueligt.

Jeg kan vel altid håbe på, at ingen af dem læser min blog...

Om at lægge sig til at sove til Evas specialefejring i fredags

På et tidspunkt da festen på Islands Brygge er rykket hjem til Evas kæreste, går det op for mig, at Ikea har været væk et stykke tid, så jeg leder efter ham ude i gangen. Jo jo, måske har han gemt sig i en sko eller jakke eller sådan noget. Man ved aldrig med folk fra Ikea! Jeg finder ham liggende på ryggen inde i soveværelset. Da jeg sætter mig ved siden af ham på sengekanten, smiler han til mig. Når han smiler, har han de smukkeste øjne i verden.

- Hej... hvisker jeg til ham.

- Hej... Han bliver ved med at smile, og det er ikke rigtigt til at holde ud. På den gode måde. Jeg har de sidste 5 år haft en ret konstant kamp med mig selv for at holde mig fra ham. Vi har en fælles bedste ven og er i mellemtiden selv blevet ret gode venner, og det der udhungrede begær skal bare ignoreres væk. Det er så de sidste par måneder gået mere end almindeligt dårligt. Måske han føler det samme sultne begær?

- Er du okay?

- Mhm... Bare træt...

Jeg læner mig forover og presser mine læber mod hans, ganske blidt. Selvom det er sket nogle gange i løbet af foråret og en enkelt gang sidste år, vænner jeg mig aldrig til at kysse ham.

Egentlig passer det mig fint, at han er så træt, for så kan jeg koncentrere mig om at trække vejret nogenlunde normalt imellem kyssene. Da min vejrtrækning er sådan nærmest under kontrol, går det op for mig, at jeg også er træt og lidt for fuld, så jeg lukker døren ind til soveværelset og lægger mig ved Ikeas side med hovedet på hans bryst. Og muligvis med en hånd sneget ind under hans skjorte. Jeg tror, at han falder i søvn med det samme. Lige inden jeg selv falder i søvn, kommer jeg til at tænke på Kristine, som for ganske nylig gjorde mig opmærksom på, hvor meget mere intimt det er bare at nusse. Lige der synes jeg bestemt, at hun har ret.

Der er noget ærligt over sovende mennesker. Og der er noget ærligt og intimt over at sove tæt sammenkrøllet med et andet menneske. Og lige der går det op for mig, at jeg er hamrende ligeglad med, hvor langsomt det kommer til at udvikle sig mellem mig og Ikea. Så længe han en gang imellem er tæt nok på til, at jeg kan række ud efter ham, er jeg tilfreds.

Om midsommerfestival og voldelige tendenser

Nå, meningen med dette forum var jo bare at komme ud med oplevelserne fra sidste års fødselsdag på HCØ i O-Town. Men Superheltemor spurgte, om jeg ikke snart skulle til fest igen, og Kristine er blevet fast læser – og så tænkte jeg: Selvfølgelig er der folk, som gider læse om, at jeg drikker mig fuld og tisser mærkelige steder eller finder min sofa begravet i salt og halvgnaskede citroner. Det er da klart!

Og så var der jo den der oplevelse for en uges tid siden, som det alligevel er umuligt for mig at give den korte version af... Så den lange version kommer her:

Andreas inviterede til midsommerfestival på sit kollegium, og kollegiefester plejer at være sjove, så efter at have delt halvanden flaske asti med veninde på altan, tager jeg til fest i en kollegiehave på Amager. I regnvejr. Under en presenning, der godt nok lader lidt tilbage at ønske. Men det er fedt!

Andreas er fuld, da jeg ankommer, og han giver øl, fordi han har charmet sig ind på bartenderne. Og selvom jeg ikke kender andre end ham overhovedet, er det hyggeligt. På et tidspunkt kommer han ud fra kollegiet med gammel dansk og lunken snaps, og det blev obersten glad for. Altså snapsen. Ikke gammel dansken. Bvadr! Så sidder man der blandt fremmede mennesker og drikker alting smukkere. Og med en ret underlig fyr, som meget hurtigt rykker meget tæt på og kysser på kinder og spørger, om Andreas er min kæreste. Jeg undlader at svare, fordi jeg tænker, at han måske rykker lidt væk fra mig, hvis jeg bare er afvisende nok. Det virker, men først efter laaaaang tid. Han har en bror, ham den underlige fyr. Broderen har en stråhat på og et selvsikkert smil, og han siger, at han er med i et eller andet band, der har spillet tidligere på dagen. Og så synes han, at jeg skal sætte mig over ved siden af ham. Hvilket jeg egentlig også ville have gjort, hvis jeg ikke havde glemt det, fordi snapsen distraherer mig...

Så han kommer over ved siden af mig, og den underlige bror fortsætter kindkysseriet med pige overfor. Som ser skræmt ud, og som jeg også godt gad kysse på kinderne. Stråhatten fortæller mig, at hans bror er psykisk syg og unskylder for eventuelle ubehageligheder, som jeg nægter har fundet sted. Oh well.

Jeg ved ikke lige, hvordan fanden det sker, men jeg begynder at kysse på Stråhatten. Ikke sådan voldsomt meget, for jeg har stadig mest travlt med at drikke mig fuldere. Det tror jeg nok, han synes, er lidt irriterende. Vi har en sær samtale.

- Da jeg så dig, troede jeg først, at du var lesbisk.

Jeg griner, fordi det ikke ligefrem er første gang, jeg hører den replik. Jeg holder op med at grine, da han giver udtryk for, at lebber er nederen.

- Men jeg er altså rigtig glad for, at du ikke er til piger.

- Hvorfor er du så sikker på, at jeg ikke er til piger?

- Jamen, sådan en lækker pige som dig skal jo være til fyre.

Og bla bla. Jeg får ret hurtigt fornemmelsen af, at han gerne vil putte mig i den der bås, hvor pigens rolle er at sidde og sukke over fyren, mens han drikker og snakker med sine venner. Hvor hun bare skal have lyst til at sidde og holde ham i hånden og give ham ret i alting, så han kan føle sig som en rigtig mand. Velkommen til Amager... Nå, men det er jo ikke rigtig min stil (man er vel oberst!), så da PrinsesseMads ankommer til festen, forlader jeg midlertidigt Stråhatten uden at skænke ham en tanke.

Jeg har ikke set PrinsesseMads længe, og vi får fat i Andreas, som nu er så fuld, at han kysser os begge to på kinderne hele tiden (men ikke på den besnærende måde ligesom den underlige bror). Vi krammer og drikker og snakker, og jeg skamroser Andreas for at være meget bedre til at synge, end jeg nogensinde havde forestillet mig.

Vi rykker ned i kælderen, da det bliver mørkt og naboerne begynder at brokke sig over larmen. PrinsesseMads spiller bordfodbold med nogle piger, og jeg håber, at han kommer til at gå hjem med én af dem. Andreas og jeg fjoller rundt, og så møder jeg Stråhatten igen. Som er lidt fornærmet over, at jeg forsvandt.

- Jamen, jeg forsvandt da overhovedet ikke. Jeg var jo her! Jeg er så logisk efter en kvart flaske snaps.

- Nej, ikke hernede. Du blev væk udenfor, da ham med det lange hår kom...

- Nåh, Mads... Jeg kan godt lide Mads. Han er min lille prinsesse...

Stråhatten ser underligt på mig og er sikkert bange for at spørge ind til det. Eller også håber han bare, at der ikke er en forhistorie til mit udbrud. Som om! Han forsøger dog alligevel at fortsætte samtalen og forklarer, at da Mads kom, skred jeg bare. Og et eller andet, som jeg ikke får fat i. Jeg står og overvejer, om han overhovedet er værd at blive ved med at kysse på, når han er sådan en tøs, men bliver vel enig med mig selv om, at det jo stadig er hyggeligt.

- Men du kunne jo bare været kommet over til os, siger jeg til ham. - Det er jo ikke fordi vi gemte os eller noget. Vi stod midt på græsplænen, og jeg ved, at du kunne se os! Men det er åbenbart ikke hans stil eller hvad ved jeg. Jeg skulle være kommet tilbage til ham. Da jeg ikke gider høre på ham længere, kysser jeg ham voldsomt og finder Andreas og en gin&tonic, som måske hele tiden har været min.

Der går en del tid med, at jeg drøner rundt og har en fest, og hver gang jeg får øje på Stråhatten, snaver vi hinanden i gulvet. Jeg tager mig selv i at tænke, at alle fester burde være sådan. Uforpligtende og hyggelige samtaler – og kys når man gider.

Vi taler om at tage hjem sammen, Stråhatten og jeg. Jeg siger farvel til Andreas, men ikke til PrinsesseMads, fordi han er ved at score en eller anden blond pige. Stråhatten er mere end almindeligt opsat på, at vi skal følges med underlig bror. Jeg går ud fra, at bror måske ville rasere hele kollegiet, hvis der ikke var nogen til ligesom at holde sammen på ham. Så fint for mig. Men bestemt ikke fint for underlig bror, som ikke vil hjem. Som i:

- JEG SKAL FANDEME IKKE HJEM NU! DU SKAL IKKE BESTEMME OVER MIG! JEG VIL BLIVE HER! DET ER SJOVT, OG DER ER PIGER!!! Jeg kan i min brandert godt forstå ham. Det er sjovt, og her er piger. Ja, sgu da! Omvendt så kunne jeg seriøst godt tænke mig at ligge lidt ned og ikke drikke mere øl foreløbig. Det står jeg så og fantaserer om, mens Bror Stråhat og Bror Underlig skændes, og fordi jeg ikke er helt opmærksom, bliver jeg enormt forskrækket over, at Stråhatten hamrer en knyttet ind i væggen lige ved siden af mig og bander, da han endelig har fået sin bror til at skride. Jeg fatter på ingen måde, hvad han er så vred over, og jeg fatter endnu mindre, at vi ikke følger med Bror Underlig, nu hvor han er gået. For skulle vi ikke hjem og ligge i ske og alt det der?

Næh, åbenbart ikke. Stråhatten siger, at han er for vred til at gå nogen steder. Jeg har haft nok at gøre med fulde vrede mennesker til at vide, at det ikke er værd at diskutere det. Han burde være fin igen om et par minutter. Tror jeg da.

- Nu går vi op i baren og drikker en øl, siger han fast. Og det gider jeg simpelthen ikke. Jeg har fået mere end nok øl (og snaps og gin og nogle sjove shots), jeg er træt, og jeg vil faktisk bare gerne hjem. Så det siger jeg til ham. På en måde så han forstår, at jeg selvfølgelig gerne vil have ham med, og at jeg hellere vil knalde end sove. Men det vil han ikke høre tale om. Nu har han sgu lyst til øl.

- Nåh, men så tror jeg sgu bare, at jeg tager hjem alene, siger jeg og trækker på skuldrene. - I don't care. Jeg gider sgu ikke være her længere.

- Jeg sagde: Nu går vi op i baren og drikker en øl, gentager han og tager min hånd. - Kom. Jeg giver.

Jeg vil tro, at det er trætheden, der gør, at jeg lader mig hive med op til baren, men jeg siger til ham, at jeg ikke skal have nogen øl. Og så læner jeg mig mod bardisken og kigger efter nogen, jeg kender. Uden at finde nogen. Før jeg ved af det, står der to skummende fadøl foran os, og mens jeg stadig undrer mig over, at han åbenbart ikke hørte, at jeg ikke skulle have noget at drikke, bliver han vred over, at jeg ikke vil have den øl, han har købt til mig. Jeg er ikke sikker, men jeg tror, at jeg siger til ham, at han skal slappe lidt af, og at jeg kun gør ting, jeg har lyst til. Og jeg har lyst til at tage hjem under dynen. Helst for et kvarter siden.

Stråhatten står lige foran mig, jeg kan mærke bardisken i ryggen, og der er folk på begge sider af mig. Jeg begynder stille og roligt at føle mig en lille smule fanget. Vi kysser alligevel videre, og jeg når lige at glemme, at jeg egentlig ikke gider den der magtdemonstration, han har gang i. For han kysser ret godt, og jeg har stadig en rest af et ukritisk stadium af fuldskab i mig. Og så er det, han får øje på min halskæde. Vedhænget er et krusifix af guld, som jeg fik for 19 år siden. Af min far. 4 måneder før han døde. Stråhatten beder mig om at tage halskæden af. Jeg måber. Og nægter.

- Tag det nu af, Anja. Det er sgu ikke ligefrem sexet, at du har det på. Jeg måber lidt mere. Og tager mig sammen og trækker vejret dybt.

- Nej, det er det ikke, men jeg har det jo heller ikke på for at være sexet.

- Så tag det af!

- Nej!!

Vi kysser lidt videre, men han træder et halvt skridt tilbage og beder mig igen om at tage mit kors af, fordi det ikke er sexet, og fordi han ikke tænder på mig, når jeg har det på. Jeg rører instinktivt ved det og tænker, at det jo hele aftenen har hængt der lige over min kavalergang, og at han umuligt har kunnet undgå at se det før nu. Jeg giver den et skud til og prøver at forklare:

- Jamen, det er jo ikke meningen, at det skal være sexet. Altså, Jesus har da aldrig været et sexsymbol, har han? Stråhatten siger et eller andet, men jeg er allerede så langt inde i en følelsesstrøm med Jesus som modtager, at jeg ikke rigtigt hører efter. - Jeg har jo korset på, fordi jeg elsker Jesus. Min monolog er slut. Og har givet herregod mening. Men kun for mig åbenbart.

- Tag det af for min skyld, hvisker han ind i min mund og kysser mig.

- Nej.

- Vil du ikke engang gøre det for min skyld? spørger han og forventer, at det vil jeg inderst inde gerne.

- Nej, det vil jeg ikke.

- Hvorfor ikke?

- Fordi... Fordi jeg elsker Jesus. Og jeg elsker ikke dig. Så mit kors betyder ligesom lidt mere for mig end du gør...

Lige der kunne jeg måske godt have været lidt mere diplomatisk. Eller bare have løjet eller noget. Stråhatten reagerer i hvert fald med at give bardisken en ordentlig knytnæve lige ved siden af min skulder. Lidt for tæt på, synes jeg. Imens vi skændes videre, føles det som om hele rummet kommer tættere på. Som om det bliver varmere, som om folk larmer mere, som om alt er mere kaos end før. Som om jeg er fanget. Da han griber fat om korset og rykker i det, går jeg stille og roligt i panik. Han giver slip, da jeg begynder at råbe af ham, men efter kort tid har han igen fat i korset, og jeg er fuldstændig sikker på, at han vil rive det af mig. Og det må bare ikke ske!

Jeg lægger min venstre hånd over hans og prøver forgæves at få ham til at give slip. Meget hurtigt udelukker jeg muligheden for at slå ham. Han ville måske slå igen, og det ville gøre ondt, og jeg kan i virkeligheden slet ikke slås, og jeg ved ikke lige, hvor Andreas er. Så i min panik rykker jeg endnu tættere på Stråhatten og lægger min højre hånd løst om hans hals. Min tommelfinger finder af sig selv det der bløde punkt nederst på halsen, hvor man så let som ingenting kan mærke et menneskes puls. Nogen har engang lært mig, at man ikke skal trykke særlig hårdt. Det har jeg glemt. Jeg presser min tommelfinger mod hans hals og lægger ikke engang mærke til hans ansigtsudtryk, da jeg skriger ham ind i hovedet, at han skal lade mig være, og at jeg elsker Jesus, og at jeg går nu, og at han kraftedeme ikke skal følge efter mig! Jeg lægger kun mærke til, at han har sluppet sit greb om min halskæde.

Og så løber jeg! Jeg finder min cykel i mørket, hvor der ikke længere er nogen mennesker, og jeg er pissebange for, at Stråhatten skal finde mig her. Og så cykler jeg alt, hvad jeg kan hjem, og jeg græder hele vejen. Og beder Jesus om tilgivelse, og fortæller ham, at jeg kun gjorde det af kærlighed til Ham...

Da jeg kommer hjem, skriver jeg en sms til Kampvognen om, hvad jeg har gjort. Da jeg vågner klokken 7 næste morgen, er mine øjne hævede af gråd, og jeg kan næsten ikke læse den sms, Kampvognen har skrevet om, at jeg er en lille psykopat, og at han er lykkelig for, at jeg kan finde ud af at passe på mig selv, så han ikke behøver gøre det.

Resten af dagen aner jeg ikke, om jeg er mest rystet over, at Stråhatten viste sig at være sådan en idiot – eller over min egen reaktion.

Oberstens intro

Tirsdag aften får jeg et panicattack. Eller hvad det nu er, når man bliver bange for sin udstoppede alligator... Klokken er omkring 21, jeg har lige været i bad og går lidt rundt i undertøj med en indre ikke særlig alvorlig tøjkrise og rydder op. Tøjkriserne opstår hver gang jeg skal vælge tøj, men de er som regel ikke problematiske, og det er mit system af farver heller ikke, så længe der bare er et system. Med andre ord; min tøjkrise har intet at gøre med angstanfaldet!

Jeg har en lille udstoppet alligator stående på en hylde under mit ældgamle tv, og da jeg går forbi tv-møblet, bevæger alligatoren sit hoved. Jeg vender mig direkte mod den, mens hele min krop gør oprør. Alligatoren står helt stille med åben mund, og jeg kan se det vat, den er stoppet med stikke ud af gabet. Dårlig udstopper.

- Den bevægede sig ikke, siger jeg til mig selv og kan godt høre, at jeg ikke tror på mine egne ord. Jeg siger dem igen lidt højere, hvorefter den bevæger sig et par millimeter igen og kommer med en virkelig lavmælt knurrende lyd. Lyden må nødvendigvis være så lav, fordi alligatorens hals er stoppet med vat. Jeg sætter mig på sengen kun halvanden meter fra det lille kryb og kan mærke gråden lige under overfladen. Jeg ser direkte på den og ved med min fornuft godt, at den selvfølgelig hverken har bevæget sig eller knurret af mig. Jeg ved det godt. For at bekræfte det over for mig selv vil jeg gå hen og rykke den længere ind på hylden. Jeg ved, at der ikke skal andet til, men jeg kan ikke rejse mig. I stedet taler jeg igen højt til mig selv. Ord er kun virkelige, når de bliver udtalt.

- Den bevægede sig ikke. Det gjorde du ikke. Fuck. Det gjorde den ikke. Jeg hallucinerede bare igen, det var ingenting. Jeg er træt, min krop er færdig, jeg har bare kørt mig selv for hårdt de sidste par dage. Jeg er bare presset. Har muligvis stadig en lille smule tømmermænd. Det er derfor, jeg ser ting. Det er okay. Det er væk nu. Selvfølgelig lever den ikke.

Jeg trækker vejret dybt et par gange, inden jeg går forbi tv-møblet og ud i gangen for at tage tøj på. Jeg finder et par sorte buxer og rører ved to forskellige lilla t-shirts, inden jeg vælger den, der ligger øverst og takker Gud for, at jeg ikke skal sove her alene i nat. Beslutter mig for ikke at tænke mere på hallucinationen og laver en kop te, mens jeg venter på, at Brian kommer over og ligger i ske med mig hele natten. Brian betyder ingenting, og jeg ved, at han ikke ville forstå det der med hallucinationerne, så jeg beslutter mig for ikke at fortælle ham om dem. Overhovedet.

Men jeg rykker ikke alligatoren længere ind på hylden.

Obersten om manglende gummikylling

Kaptajnen og jeg har talt om, at jeg skal komme over til fleredagesfest på det kollegium i Odense, hvor han bor. Et par dage efter modtager jeg to invitationer fra ham på Facebook. En til en flaghejsning klokken lort lørdag morgen. Og en til tømmermandsfilm lørdag eftermiddag. Vi skal se Watchmen, som han har talt om i månedsvis. Jeg melder mig selvfølgelig til begge dele. Der opstår en diskussion om, hvad man skal have på til flaghejsningen, og det gør, at jeg kender en lille smule til de andre deltagere allerede inden, jeg dukker op i Odense.

En fyr der hedder Jonas og som ud fra sit profilbillede ser ud til at have ret lækkert hår, skriver, at han vil iføre sig gummikylling. Jeg tvivler på, at det er muligt, men han og et par andre insisterer på, at Jonas’ muligheder i den retning er ubegrænsede!

Da Kaptajnen og jeg fredag eftermiddag marcherer ind på kollegiets grund, forventer jeg derfor et inferno af jeg ved ikke hvilken slags. Vi er ved at gå forbi en volleyball-kamp, da Kaptajnen peger på en mørkhåret fyr i brun vinterfrakke, og vi ændrer kurs hen mod ham. Det viser sig at være Jonas. Det er maj måned, og selvom Odense ikke ligefrem er en solskinsø, vurderer jeg alligevel, at Jonas må have overdrevet sit behov for at klæde sig varmt på. Jeg spørger til den manglende gummikylling, og han forklarer mig alvorligt og med en øl i hånden, at den er i Peru eller sådan noget. Han har forsøgt at kalde den hjem, men den vil ikke. Det giver mening for mig. Og jeg beslutter mig for, at det så er ganske rimeligt, at han i stedet har taget vintertøj på. Hans påklædningsmuligheder er jo ubegrænsede! Vi bliver stående og sludrer lidt og sviner volleyball til sådan generelt, og jeg bliver en lille smule svimmel, fordi Jonas svajer så meget. Det går op for mig, at festen startede for et par dage siden.

Tordis om superhelteaftenen

Torsdag aften (superhelteaften) hvor Felix er klædt ud som sorte slyngel, tænker han at han må opføre sig som så, og i et forsøg på at 'redde' Tanja (Kaspers kæreste) fra uønskede bejleres opmærksomhed, griber han fat i hende og RÅsnaver hende i gulvet... Vi venter stadig på hævnen fra Kasper, så Pernille, watch out!

Obersten om Finken

Jeg tager toget til Odense fredag eftermiddag med en lille smule tømmermænd efter at have drukket billige fadøl med en kollega dagen før. Fra Odense Banegård lykkes det mig på forunderlig vis at finde en bus, som kører det rigtige sted hen. Jeg havde forventet at fare vild, men det sker ikke. Jeg er ikke engang sikker på, at det ville være sket, hvis jeg selv skulle finde fra stoppestedet og hen til HCØ, hvor Jesper bor, men han henter mig ved Brugsen, hvor jeg svagt kan erindre at have lavet en scene for et par år siden. Vi køber et par småting, inden vi tager hjem til ham. Blandt småtingene er guldøl, mere cola, energidrikke og en dunk hvidvin, som jeg insisterer på at købe, fordi den hedder Gecko, og der er en tegning af en gekko udenpå. Og jeg kan godt lide gekkoer.

På vej gennem kollegiet møder vi en fyr, der hedder Jonas, som lever fuldstændig op til mine forventninger om ham. Vi støder også ind i to piger, som jeg vil tro, er mere eller mindre fulde allerede. Jeg gætter på, at Jesper har nailet den mørkhårede af dem. De virker meget søde, men jeg glemmer alligevel begge deres navne i det øjeblik, vi vender ryggen til dem. Den mørkhårede hed et eller andet helt normalt. Den anden hed noget med Thor. Sådan hørte jeg det i hvert fald, men det er ikke sikkert, det er rigtigt.

Hvis jeg skal være ærlig, så aner jeg ikke, hvornår de to finker dukker op igen. I løbet af aftenen, men jeg ved faktisk ikke, om de er med til at spise, eller om de kommer meget senere. Men okay, jeg havde også travlt med ikke at tale med Daniel det meste af aftenen. Det var fandeme mærkeligt… Nå, men finkerne dukker op igen, og forinden har Jesper fortalt mig, at han ikke har nailet nogen af dem, men det er sikkert bare et spørgsmål om tid, før det sker.

Begge piger, som jeg stadig ikke er helt sikker på hvad hedder, viser sig at være ualmindeligt glade for Jonas. Han kalder dem for sine honningkrukker, hvilket får mig til at overveje, om han måske har nailet dem. Jeg vælger ikke at spørge. Under et ret random drukspil, som går i stå af sig selv, falder snakken på bryster. Jonas’ bryster. Den mørkhårede finke, som viser sig at hedde Anne, er vild med hans bryster, og til at starte med fatter jeg det slet ikke. Hvilket jeg får udtrykt, så ingen er i tvivl om det. Forklaringen er selvfølgelig, at Jonas træner – så meget at det føles fantastisk, når han spænder brystmuskulaturen. Jeg får lov til at røre, fordi jeg ikke fatter Annes fascination, og da jeg først har lagt mine hænder på hans hårde bryster, kan jeg slet ikke løsrive mig igen. Han har gode bryster. Og det gør aftenen en lille smule mere mærkelig, end jeg havde forestillet mig, at den ville blive. Jeg tænker naturligvis ikke på andet end at røre ved ham, hver gang jeg ser ham. Og jeg har hele tiden overvejet, hvordan Annes bryster føles. Mit fokus sløres stille og roligt.

Da festen flere timer senere er ved at slutte, fordi folk har givet op, er Jesper kommet tilbage. Han siger, at han har snakket længe med den italienske pige, Federica. Så vidt jeg har forstået det, har han gjort et halvhjertet forsøg på at forføre hende, og jeg begriber umiddelbart ikke, hvorfor det ikke lykkedes. Men måske er hun alligevel mere snerpet, end jeg troede. Jesper sidder nu ved siden af Anne og gør også kun et halvhjertet forsøg med hende. Han er fuld nok til bare at liste en isterning ned i hendes kavalergang, og hun er slet ikke fuld nok til at synes, at det er sjovt. Det er jeg til gengæld, og hvis der er en grundregel, så er det, at Jesper og jeg bakker hinanden op – uanset hvilke tåbeligheder, det drejer sig om! Jeg har ingen anelse om, hvor isterningerne kommer fra. Jo, altså fra fryseren nødvendigvis, men jeg aner ikke, hvem der har taget dem ud eller hvorfor. Men nu ligger de på bordet inden for Jespers rækkevidde og til Annes store fortrydelse.

Anne forsøger at argumentere mod Jesper, som bliver ved med at fedte rundt med isterningerne. Hun er ganske uvidende om, at det er flere timer siden, nogen har kunnet få noget som helst gennemført ved brug af argumenter over for ham. Hun bruger det kolde smeltede isvand som hovedargument; påstår at han ikke ville synes, det var sjovt, hvis det var ham, det gik ud over. Det forstår han ikke. Jeg forstår det heller ikke, og sekunder efter sidder jeg på skødet af ham, har knappet hans skjorte op og dekorerer hans brystkasse med kolde våde spor af isterninger. Vi synes begge to, at det er sjovt. Jeg betragter næste skridt i legen som uundgåeligt. En række små begivenheder sker nogenlunde samtidig, og selv i øjeblikket har jeg ikke helt styr på, hvad der sker først.

Jesper og jeg kysser.

Jesper rører ved Annes bryster.

Jesper og Anne kysser.

Jeg rører ved Annes bryster.

Anne og jeg kysser.

Jesper rører ved mine bryster.

Jesper og jeg beslutter os for at gå i seng. Jeg ved faktisk ikke, hvor længe vi har siddet og raget på hinanden med nogle af drengenes snak i baggrunden, men jeg kan mærke, at jeg er ved at være klar. Til at gå omkuld og ikke vågne foreløbig. Vi annoncerer, at vi går i seng og vi ses i morgen og alt det der, og jeg troede egentlig, at Anne for et stykke tid siden havde nået sit point of no return, så det undrer mig, at hun ikke bare går med os ind på Jespers værelse. Men hun bliver altså siddende uden at se ud, som om hun overhovedet overvejer at gå med os. Så jeg spørger hende, om hun vil med os ind, men det siger hun nej til. Jeg forstår det ikke. Jesper har forladt køkkenet, og lige inden jeg tager fat i dørhåndtaget for at følge med, vender jeg mig mod Anne en sidste gang, klapper mig selv på låret og siger med min mest indsmigrende stemme:

- Kom så, puppy!

Det er først senere på natten, da jeg er lige ved at falde i søvn, at det går op for mig, at jeg bør lade være med at tiltale fremmede mennesker som mine små hundehvalpe. Jeg kan ikke forvente, at fremmede forstår det. Det er faktisk kun Caro (som selvfølgelig ikke hedder Caro i virkeligheden) og Brians ven Bjørn, der forstår det med menneskehunde og puppytales. Jeg håber ikke, Anne blev for fornærmet. Og så alligevel – jeg kan jo være ligeglad!

Lørdagen forløber på ganske hyggelig og virkelig mærkelig vis.

De to finker dukker op til flagmarchen, men jeg tror ikke, jeg taler med dem. De dukker op igen til det no pants-party, som Christian står for til Jespers planlagte tømmermandsfilm, og Anne ligger vist mere eller mindre i ske med Jesper under hele filmen. Som i øvrigt varer en evighed, men det gør ikke noget, fordi den er ret god, og fordi Felix lader mig bruge ham som støttepille i flere timer. Han er sød.

Vi spiser og påbegynder et ølspil uden øl. Og folk begynder at dukke op igen. Deriblandt finkerne, Søren, Daniel, Felix og på et tidspunkt også nogle fyre, som ingen kender. Jeg støder på dem ude på gangen efter at have hentet den der hæslige gecko-vin i køkkenet. Den ene fyr påstår til at starte med, at han kender mig, hvilket selvfølgelig er fuldstændig urealistisk! Så påstår han, at de kender nogle af dem, jeg fester sammen med. Jeg har en fornemmelse af, at han lyver, men hvad fanden ved jeg?! Jeg har ikke rigtig lyst til at lukke dem ind på det lille kollegieværelse, men på en eller anden måde ender de alligevel derinde. Der er seriøst crowded nu. Jeg får helt åbenlyst forklaret Jesper, at jeg ikke kender dem, og at jeg gerne vil hjælpe med at smide dem ud, hvis ingen andre kender dem. Ham der først prøvede at bilde mig ind, at han kendte mig, forsøger at starte et par samtaler med mig, men jeg er ikke interesseret. Jeg tror ikke, at jeg informerer ham om, at jeg ikke bare er en dukke, man kan tømme sig op i, men jeg tænker det hele tiden, mens jeg ignorerer ham. De skrider ret hurtigt. Thank God.

Ligesom festen er godt i gang, vil folk på Huset. DJ Nikolaj spiller, og jeg kunne ikke være mere ligeglad. Der er et langt opbrud af folk, og jeg overvejer muligheden for bare at blive heroppe og drikke mig ned alene. Igen. Så mens jeg trisser rundt og ser ud som om jeg gør mig klar til at tage på Huset, har jeg noget der ligner en samtale med Anne. Jeg er for fuld til rigtig at opfatte, hvad samtalen går ud på, men på et tidspunkt siger hun, at jeg er ”for fræk”. Den lille teaser sidder og spiller op til mig, og jeg får med det samme lyst til at suge hendes brystvorter ind mellem mine læber og smage hendes hud.

- Du tør jo ikke noget, når det kommer til stykket, siger jeg afslappet til hende. Hun giver mig uden videre ret. Og siger, at hun aldrig har været sammen med en pige før. Det undrer jeg mig lidt over. Altså – både at hun aldrig har været sammen med piger; og at det i sig selv skulle være en forhindring… Teaser.

Det lykkes mig ikke at slippe for Huset.

Tordis om scoringer på HCØ

OG, Det var en lørdag aften... vi sad og hygged os.

Jesper og jeg fik snakket lidt om vores 'scoringer' som var til stede på huset. Ingen af os har nogen ting at sige om personlige matters, men så falder snakken på Annes 'tal' ;)

Jesper kigger lidt rundt og der er måske 60-80 mennesker (altså 30-40 mænd eller hvad man nu vil kalde dem på HCØ) og vurderer at Anne MINDST må have været sammen med 15.

Efter et lille undertrykt fnis fra min side af må jeg dog rette ham til det noget mildere 4-5 stykker... Men nu var det heller ikke alle fra HCØ som var til stede...

Obersten om vækning

Efter flagparaden lørdag morgen går Kaptajnen, Søren, Kasper og jeg op til Kaptajnen for at se ”Jul på Vesterbro”, indtil der er morgenmad på Huset klokken 1100. Vi sidder på række på Jespers seng og ser kun sidste halvdel af julekalenderen, fordi der er flere våben med i den del, og Søren falder ret hurtigt omkuld ved siden af Kasper. Det måtte jo komme, og jeg er ærligt talt imponeret over, at han har kunnet holde sig oprejst indtil nu. Efter et par afsnit er Kaptajnen også krøbet sammen i fosterstilling. Kasper og jeg deler en ubetinget kærlighed til junkiehønen Randi og ser nogle flere afsnit, inden vi bliver enige om at ydmyge vores to sovende venner bare en lille smule. Kasper finder en eyeliner, som ikke er min, på badeværelset, og vi tegner forsigtigt nogle streger i de sovendes ansigter. Jesper får på rekordtid gnedet stregerne af i søvne, og jeg er egentlig heller ikke sikker på, at han ville kunne se det sjove i vores barnlige og ikke særligt opfindsomme act.

Da klokken så småt nærmer sig 1100 skal vi til at vække dem. Kasper ringer til Jonas, som åbenbart har en megafon, og overtaler ham uden problemer til at komme over og råbe dem op. Det er på alle måder mere opfindsomt end det med eyelineren, men det bliver spoleret af noget endnu bedre. Vi kan høre fuldemandssang, som kommer nærmere, og pludselig brager døren op, og to syngende mænd kommer ind. De stiller sig op foran os og synger:

- Hullabalubalej! Hullabalubalubalej, og livets grønne landevej, hullabalubalej! Så råber de, at de først stopper sangen, når vi er vågnet, hvorefter de gentager sangen. Efter hvert sangudbrud råber de et eller andet om, at vi skal stå op og komme over til morgenmad og så videre. Det er så langt ude, at jeg ikke ved, om jeg skal blive ved med at grine eller slå dem med et eller andet tungt. Jesper og Søren vågner selvfølgelig og fatter endnu mindre end vi andre gør. Jonas dukker op med megafonen og siger:

- Der er ikke rigtig brug for mig her, vel? Jeg ryster på hovedet og ser på de to skæggede mænd, der bare bliver ved med at synge og råbe.

- Obersten ser ondt på os, men vi holder ikke op med at synge, før hun står op. Hullabalubalej! Hullabalubalubalej, og livets grønne landevej, hullabalubalej! Jeg står op, men de holder ikke op med at synge. Vi kan høre dem forsvinde ned ad bagtrappen, mens Jesper morer sig over Sørens sorte streger i fjæset, og vi går over for at få morgenmad.

Mail fra Felix

Hellu

Jeg sidder ved en shitty laptop i en by der hedder flagpinde i Arizona, så jeg har ikke adgang til word, håber det er ok jeg svarer her.

Jeg må ärligt indrömme at jeg ikke husker ret meget af födselsdagen längere. Det var jo som bekant et stykke tid siden :)

Jeg kan huske vi sad og så Watchmen sammen, det var jo meget hyggeligt... hmm.. hvad ellers? Sarge's almindelige våbendemonstration, lige så snart der träder en der ikke har väret inde på hans värelse för.

Oh ja, så kan jeg huske at jeg lavede pizza til 22 mennesker - that's a lot of pizza! (og jeg mangler stadig at få penge for mine udgifter, like that's ever going to happen, må nok bare anse det som plus på karma-kontoen istendenfor).

Held og lykke med projektet

Felix

Obersten om Bambi

De andre vil på Huset lørdag nat. Jeg var der ganske kortvarigt fredag aften, men flygtede op i fjerde sals køkken igen ret hurtigt sammen med Jonas, som i øvrigt har vildt lækkert hår. Lørdag nat tror jeg nok, at jeg når at brokke mig helt vildt og ditche Huset, inden jeg følger med de andre derned. Huset er et fælleslokale for kollegiet, og der har været fester siden torsdag aften. En eller anden bruger som argument for at tage derned, at DJ Nikolaj spiller… Jeg vælger ikke at bore i det. Overhovedet. Men helt ærligt; DJ Nikolaj?

Jesper, Felix og jeg køber øl og forsøger at hænge ud i baren, hvilket fejler mere end man skulle tro. Jeg undrer mig over, hvor alle de mennesker kommer fra – og hvor alle dem jeg kender, er blevet af. Kender er i sammenhængen = kan genkende. Vi bevæger os længere ind i lokalet, og jeg har en sær følelse af at blive opsuget af en slags menneskelig støvsuger. Whoop – og jeg er indsuget af the human vacuum cleaner!

Jesper bliver suget et andet sted hen, og jeg står og snakker lidt med Felix, da en eller anden prettyboy begynder at kaste popkorn på mig. Han har et lidt for smalt ansigt, men er pæn alligevel. Eller også har jeg drukket for meget vin. Det er slet ikke usandsynligt. Felix når lige at sige til mig, at jeg skal passe på ham der, fordi han er en player. Jeg synes umiddelbart ikke, at det virker særlig player-like at smide med popkorn, men på den anden side virker det vel. Jeg sætter mig i hvert fald ved siden af ham på en hård træbænk og spørger, hvorfor han gør det. Han smiler og siger et eller andet, som jeg ikke kan bruge til noget; mindst af alt til en forklaring. Så præsenterer han sig som ”Bambi”, og jeg går ud fra, at det har noget med hans store øjne at gøre. Bambi-øjne. En af mine kolleger introducerede mig engang for begrebet Disney-effekten. Det er den effekt, som store brune øjne har på andre mennesker. Det er en metode til at få lige det, man peger på uden at gøre særlig meget for det. En metode jeg sætter pris på, fordi jeg selv har Disney-øjne, men jeg ville aldrig tillade, at nogen kaldte mig Bambi.

Bambi og jeg taler lidt om stedet, om festen og om, at jeg ikke bor på kollegiet og at det er derfor, han ikke har set mig før. Og så dør samtalen stille og roligt. Bambi sidder tilbagelænet og lader til at have en forventning om, at jeg skal dåne over ham. Det gør jeg ikke. Jeg er ikke engang i nærheden! Tværtimod bliver jeg en lille smule tøsefornærmet, fordi det sgu da er min rolle at sidde tilbagelænet og blive tilbedt. Under alle omstændigheder startede hele den her farce på hans initiativ, og så må han sgu gøre noget for sagen.

Nogle af de andre er dukket op fra støvsugerens dyb, og Jesper ser undrende på konstellationen Bambi + oberst, men lader sig distrahere af Anne, den ene af de to finker, der dukker op hele tiden, og som Jonas kalder for sine honningkrukker. Jeg er vild med vulgariteten i det!

- Hvis du skulle være et dyr, hvilket dyr ville du så helst være? Det er Bambi, der spørger. Jeg griner lidt, inden det går op for mig, at han faktisk forventer et svar. Han prøver at genoplive vores samtale.

- En krokodille, siger jeg og ser ind i hans store brune øjne, som ikke lige i det øjeblik har nogen som helst Disney-effekt på mig. Da han spørger, hvorfor jeg helst vil være en krokodille, svarer jeg, at det er fordi, den er stærk, smuk og smilende. Og dødbringende når man mindst venter det.

- Okay, og hvis du så skal vælge et dyr, som du faktisk minder om..?

- En krokodille, svarer jeg koldt og smiler til ham.

Felix bliver min redning fra den døende samtale, da han sætter sig ved siden af mig. Jeg går med det samme fra at være ligeglad til at kunne mærke min egen puls. Det lykkes os at småsludre, uden at det bliver akavet, og imens tager Bambi mig halvhjertet på låret. Jeg ser på ham og undres og er egentlig glad for, at jeg ikke er mere fuld, end jeg er.

Anne forsikrer mig åbenlyst om, at Bambi ikke er en player, men derimod ”en dejlig dreng”, og Bambi forsøger at se uskyldig ud. I den sammenhæng virker øjnene efter hensigten. Felix smiler vidende, og jeg vælger at tro udelukkende på ham. Med Annes ”du er daaaj-lig” i baggrunden forestiller jeg mig hende og Bambi nøgne sammen. Det gør ikke rigtig noget for mig, så jeg snakker lidt videre med Felix, inden jeg kæmper mig ud af den store menneskelige støvsuger og finder tilbage til Jespers værelse. Jeg indtaler en virkelig lang og sikkert ligeså ligegyldig besked til mig selv på min telefon, mens jeg ser mig selv i øjnene foran spejlet på badeværelset. Så drikker jeg et glas gecko-hvidvin og lægger mig til at sove i fosterstilling.

Søndag eftermiddag (eller er det formiddag?) banker det på døren, mens Kaptajnen er i bad. Det er Bamsefar og Felix, som gerne vil fejre tømmermænd sammen med os. Jeg er af en eller anden grund stadig kun iført trusser og t-shirt, og jeg kryber strax ind under et tæppe, da jeg har lukket dem ind. Vi stener så meget som overhovedet muligt, og jeg elsker Bamsefar lidt for at hade Huset ligeså meget som jeg gør. Måske endda mere.

Samtalen falder på Bambi, og jeg offentliggør den manglende action i forhold til ham. Jonas har tilsyneladende ingen anelse om, hvem han er, men Felix giver en meget god beskrivelse og siger, at han vist nok hedder Mikkel eller sådan noget. Tænk! Det var slet ikke faldet mig ind, at Bambi ikke er hans rigtige navn. Tripper til gengæld over, at hvis han hedder Mikkel, bliver det trods alt i Disney-genren. Er Disney egentlig en genre? Jeg siger, at Bambi er en prettyboy, og at hvis han nogensinde scorer (og det gør han jo eftersigende), så må det være alene på udseendet! Charmerende eller interessant kan man på ingen måde kalde ham. Jonas synes, at det er en ganske god fordeling.

- Hvis han både var lækker OG charmerende, ville det jo være mega-uretfærdigt! Vi giver ham ret, og Kaptajnen træder levende ud fra badeværelset. Jeg går i bad, mens drengene laver tømmermandsbrunch. Så må det sgu alligevel være formiddag…

Sørens highlights

Nu husker jeg kun brudstykker af fødselsdagen da jeg, som folk måske bemærkede, havde en lille fjer på det meste af tiden, dog ved undtagelse af en vis pige-fodbold finale, hvor jeg var iført mit Adam-kostume. :)

Det startede onsdag aften med en musik/pub-quiz nede på Huset, og som den kollegianer man nu er, støtter man op om sådan en begivenhed. En lettere slesk suppe-steg-is musiker spillede op, og efter et par genstande er der god stemning blandt det usædvanligt store publikum en onsdag aften.

Torsdag oprinder, hmm. Her mister jeg så tidsfornemmelsen helt, tror vi havde gang i nogle intense volleykampe som desværre ikke helt ender ud til vores fordel og det samme angående fodbold. Nye bekendtskaber opstår, gamle plejes, alt sammen mens ens krop bliver korporligt straffet. Aftenen har sikkert været en fest, ligesom fredag, men igen, skal beklage en absolut manglende hukommelse fra perioden.

Men så kommer lørdag. Vækkeuret vækker mig efter cirka 3-4 timers søvn, og op og stå. Planen er lagt, nu skal der fandme ekserceres! Kan mærke at balancen stadig ikke er fuldt funktionsdygtig, så jeg vælger hurtigt at holde den kørende (igen), og fylder lommelærken med Capt. Morgan og drager så afsted. Resten blev historie.

Fortsætter så nede på huset med gammel dansk og de gyldne damer mønterne i lommen rakte til. Alt sammen blandet med gratis kaffe (life-saver) og rundstykker. Herpå går en lettere uheldig komiker på og giver et show som ikke kan betegnes som en succes. Publikum er for døde eller også er han bare ikke sjov, ved ikke måske et mix af begge. Anyway, så er han hurtigt glemt da et live band ved navn Last Man Standing går på. De giver den så meget gas, med det fedeste rock 'n roll musik at alle de 20 folk, der endnu ikke er gået op for at sove, står og danser amok på bordene. Det var ren morgenfest.

Film senere ved Jesper, tror jeg endte med at falde i søvn og få tegnet overskæg, er ikke sikker.

Finalerne. Pige-fodbold, tjaa, det er altid godt med lidt frisk luft hist og her på kroppen :), blev rekrutteret til at spille på drengeholdet og blokvolleyholdet og det indkasserede 3 kasser øl som vi skulle dele. Namme-namme. Resten af aften og natten var også en fest omend folk var mærket efter de seneste par dages druk.

Obersten om "Eddie"

Jeg kan sagtens genkende fælleskøkkenet på Jespers kollegium, men jeg kan ikke umiddelbart genkende andre folk end Tore – og så selvfølgelig Jesper, som har inviteret mig herover til kollegiets fødselsdag, som startede i går. Fester starter af en eller anden grund altid om torsdagen på kollegier.

Nogle piger har lavet mad og dækket bord til de andre på køkkenet + mig. Det er virkelig surrealistisk, at jeg ikke kender nogen, men at alle kommer hen og siger:

- Er det dig, der er obersten? Det svarer jeg hele tiden ja til, hvorefter jeg får deres navn, som jeg konsekvent glemmer igen med det samme. Det vil sige; næsten konsekvent. Midt i køkkenets virvar af folk støder jeg bogstavelig talt ind i den smukkeste mand, jeg har set i flere år. Han ligner fuldstændig Eddie fra teen-serien ”Dawson’s Creek”, som kørte tirsdag aften på tv3, da Jesper og jeg gik i gymnasiet. Enten så vi den sammen eller også mødtes vi bagefter og drak øl fra plastikflasker. Jeg var vild med Eddie! Den smukke mand smiler overrasket til mig og ser ud som om han genkender mig, mens han nærmere konstaterer end spørger:

- Er det dig, der er obersten?

- Ja, det er mig, siger jeg og tager hans hånd, mens jeg ser ind i hans smukke øjne uden at have nogen anelse om, hvilken farve de har. – I virkeligheden hedder jeg Anja, tilføjer jeg. Det har jeg ikke ulejliget mig med at fortælle nogen af de andre, jeg har præsenteret mig for. Han siger, at han hedder Daniel, og det overrasker mig egentlig ikke. Der er noget over det navn. Eddie burde have heddet Daniel.

Middagen forløber uden at vi taler mere sammen. Heldigvis, for jeg har en slags neurotisk angst for at spise sammen med folk, jeg er tiltrukket af. Til gengæld kommer jeg til at sidde over for en køn italiensk pige, der vist nok hedder Federica og som er vild med Jespers Asti. Måske også med Jesper, who knows? Ved siden af hende sidder en litauisk fyr med en eller anden ret ond tranebærdrik, som vi tager i shots. Først er den mild og rar, men efter ca. 10 korte sekunder begynder det at brænde lige så stille. Den morer vi os med i den ene ende af langbordet, indtil flasken er tom. En meget fuld lyshåret fyr nægter at drikke sit shot alene, og da der for some reason kun er et shotglas, skåler jeg med ham og drikker fra flasken. Jeg lærer aldrig ikke at gøre den slags! Jesper laver umiddelbart derefter samme stunt, da han skåler med litaueren. Han lærer det heller aldrig!

Efter middagen fortsætter festen i køkkenet og muligvis også andre steder på kollegiet, jeg er ikke sikker. Jeg taler lidt med Daniel, mens jeg læner mig op ad den ene kæmpestore fryser. Jeg har ingen anelse om, hvad vi taler om, men det er egentlig også ligegyldigt. I virkeligheden vil jeg nok bare gerne være tæt på ham og på en eller anden snedig måde finde ud af, om nogen af de ”fine piger” fra den anden ende af langbordet er hans kæreste. Det lykkes mig selvfølgelig ikke hverken at finde ud af det eller at være snedig. Under hele vores glemte samtale er jeg fuldstændig paralyseret af, at Jesper tidligere fortalte mig, at Daniel ikke drikker, fordi han er jøde. Jeg har ingen anelse om, hvorvidt jøder drikker eller ej (og jeg kan ikke få mig selv til at spørge Daniel om det, fordi det virker komplet overfladisk), men der er ingen tvivl om, at han er ædru. Og det er jeg ikke. Jeg er mere end halvfuld og godt klar over, at jeg må være tåbelig at høre på, men ude af stand til at gøre noget ved det. Derfor får jeg ikke sagt særlig meget til ham, og jeg er overbevist om, at jeg ikke giver et særlig godt indtryk af mig selv. Til gengæld bruger jeg uforholdsmæssigt langt tid på at finde ud af og frustreres over, at uanset hvor meget jeg drikker, bliver han ikke fuld...

Senere på aftenen opdager jeg en lille blodplet på min hvide bluse og tjekker, at det ikke er mig, der bløder. Jeg viser pletten til Jesper ved at pege på mine bryster. Han mener, at blodet måske stammer fra Tore, da jeg gav ham en uppercut tidligere. Det tror jeg ikke, at jeg har gjort, men jeg accepterer forslaget som sandsynligt og beslutter mig for ikke at tænke mere over det.

Lørdag morgen klokken 0800 ringer Jespers vækkeur. Vi tager tøj på, og det lykkes mig at finde en t-shirt i min rygsæk, som ikke er stænket til med blod. Til gengæld er der et bronzefarvet tryk af grankogler og håndgranater på den, men det har vist hele tiden været der. Jeg henter to guldøl ude i køkkenet og forsøger at drikke så meget som muligt af min egen, inden vi skal deltage i flagparaden. Jeg satser på at klare mig igennem uden at blive ædru, fordi ædru er lig med tømmermænd. Jesper er vågnet med tømmermænd og har sværere ved at få den gyldne dame ned, hvilket selvfølgelig morer mig en lille smule. Der er næsten ikke noget bedre end at vågne op sammen med nogen, der har det værre end én selv! Det må være en eller anden sadistisk tendens, jeg har. Analyserer ikke på det, men kaster mig selv efter Jesper ned ad trappen fra fjerde sal. Ude ved parkeringspladsen og græsplænen hvor flaget skal hejses, venter Daniel, den fulde lyshårede fyr, Bamsefar og Kasper allerede på os.

Flaget skal hejses i anledning af fødselsdagen, og en eller anden skal vist nok holde en tale. Og så har Jesper planlagt en flagparade – muligvis for at vise, at han ikke er kaptajn for ingenting. Som om nogen skulle være i tvivl. Han er lidt mere kaptajn, end jeg er oberst, og det handler mest af alt om at have kommandoen for sit eget liv. At være øverstbefalende for sig selv. Banalt måske, men det har hængt ved siden gymnasiet – fuck it; det har været nødvendigt siden gymnasiet. Men denne her lørdag morgen med tømmermænd og høje forventninger er Jesper ikke særlig meget kaptajn til at starte med. Han er simpelthen for smadret. Vi laver en øve-march bagved kollegiet, og vi andre er nok heller ikke særlig gode soldater. Måske især ikke mig, fordi jeg aldrig har været soldat i virkeligheden.

Men vi får styr på det. Sådan da. Vi marcherer ind på græsplænen, hvor måske 20-30 mennesker er mødt op til flaghejsningen, og stiller os ret ved flaget, som måske/måske ikke allerede er blevet hejst, da vi når derhen. Jeg aner det ikke. Hvis det først bliver hejst, da vi står der, lægger jeg ikke mærke til det. Jeg er heller ikke helt sikker på, om nogen holder tale, men der er parademusik. Eftersigende er det musikken fra Star Wars, men hvad ved jeg? Den looper i hvert fald, og vi står der virkelig længe. Kaptajnen har på et tidspunkt smidt sin bluse (jeg aner ikke hvornår eller hvorfor det skete) og står iført militærbuxer og nøgen overkrop, som tilsyneladende er bygget op af muskler og intet andet! Jeg står imellem Daniel som bliver ved med at smile til mig, og den fulde lyshårede fyr som åbenbart hedder Søren. Han har en lommelærke med, og vi skåler et par gange, når Kaptajnen ikke ser det. Jeg har en af de gyldne damer i hånden, og jeg må indrømme, at jeg ikke er helt klar over, om jeg selv har haft den med, eller om Jesper hentede den til mig inden øve-marchen. I hvert fald råber han til mig gennem musikken:

- Oberst! Fremdrag guldøl til mig MED DET SAMME! Jeg fremdrager dåsen, som jeg havde gemt med hænderne på ryggen. Kaptajnen ser faktisk overrasket ud, da jeg rækker ham den. Så har jeg nok selv haft den med… Søren tilbyder ham en slurk fra lommelærken, og det er ikke til at se, om Kaptajnen får det værre eller bedre af medicinen.

- Hvad er der i? spørger han undrende og drikker lidt mere.

- Morgan… Og et lille skvæt cola. Søren er gennemført fuld. Hele tiden lader det til.

Vi tager nogle armbøjninger og marcherer om bag ved kollegiet igen, hvor paraden går i opløsning ganske efter planen. Kaptajnen, Søren, Kasper og jeg går tilbage til kommandostationen i form af Jespers værelse for at se film og sove lidt inden fællesmorgenmaden på Huset klokken 1100.

Da jeg er ude efter cola i køkkenet, har jeg et øjeblik alene med Daniel, som fortæller mig, at han skal til sin lillesøsters fødselsdag og først kommer tilbage i aften. Han spørger, om jeg stadig er her til den tid. Jeg tror, at jeg rødmer lidt, da jeg siger, at det er jeg, og at jeg håber, han kommer ind til os i aften. Jesus fucking Christ! Er jeg 16 eller 26 år lige nu?! Han er så smuk, at jeg næsten ikke kan holde det ud! Vi går lidt rundt om hinanden uden nogensinde at komme for tæt på, og småsnakker lidt. Efter alt for kort tid flygter jeg ind i dynerne igen til de tre drenge.

Det når at blive ret sent lørdag aften, før Daniel dukker op på Kaptajnens værelse. Jonas (som slet ikke hedder Bamsefar i virkeligheden), Kaptajnen og jeg har overstået et psykotisk og meget langtrukkent ølspil, som slet ikke indeholdt øl, men derimod lambrusco, baileys, en virkelig dårlig hvidvin og resten af den mjød, som Jesper havde med til min fødselsdag for en måneds tid siden og som jeg har taget med tilbage. Min respekt for Jonas voxer i takt med, at han drikker mere og mere af den der mjød – tilsyneladende helt uden ubehag. Det er fucking hardcore! Han kalder den endda mojo juice. Finkerne og Felix er også dukket op, og det er kun lidt akavet at se Felix i øjnene igen. Da Daniel melder sin ankomst, sidder både Jesper og jeg med våben og hovedbeklædninger, evigt fulde Søren ligger i sengen mellem Anne og den anden finke og ser forvirret og glad og træt ud på én gang.

Daniel møder denne forvirring med fuldstændig ædru øjne, og jeg har ærligt talt ingen idé om, hvordan han tager det. Han er tydeligt nervøs over, at jeg sidder med et våben, og jeg forklarer ham flere gange, at jeg ikke kunne finde på at skyde ham. Det generer eller undrer ham åbenbart ikke, at Jesper sidder med en riffel, så jeg kan kun gå ud fra, at det stadig er standarden til hans fester.

Fredagens akavethed gentager sig for mit vedkommende, da jeg igen forsøger at snakke med Daniel. Det lykkes vist ikke særlig godt; altså at snakke med ham. Mest fordi jeg ikke kan få ind i mit hoved, at han tilsyneladende ikke synes, jeg er tåbelig at høre på, for det må jeg jo være. Alt andet ville da være tåbeligt! Jesper overtager lige inden jeg skal til at kaste mig ud i en ærlighedssnak forårsaget af et panicattack, som har været på vej, siden jeg så ham første gang dagen før. Samtalen bliver drejet over på pistoler, og Daniel fortæller, at hans far havde en PPK tilbage i Israel. Jeg kan læne mig tilbage og ikke deltage i samtalen, men stadig være med. Jeg holder panicattacket i ro. Så længe det varer.

For det dukker naturligvis op igen, da jeg ikke særlig tilfældigt siger farvel til ham ude i køkkenet søndag aften. Forinden er Jesper og jeg blevet enige om, at Daniel er smuk (som i indbegrebet af smuk), og da jeg står og træder mig selv over tæerne og bare har lyst til at bide Daniel hårdt i halsen eller håndfladen eller whereever, aer Jesper mig på armen, idet han går forbi mig. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tager det som et tegn på, at det er okay. Det hele. Også at jeg opfører mig som en 16-årig – så det bliver jeg ved med!

Da jeg er kommet hjem til Amager og har sovet lidt, finder jeg Daniel under Jespers Facebook-venner og skriver i en mail, at jeg gerne ville have snakket mere med ham, men ikke kunne finde ud af det. Tirsdag aften svarer han, at han er glad for, at jeg skrev, og at han glæder sig til næste gang, jeg skal besøge Jesper. Me too. Det kan kun gå galt.