Obersten om "Eddie"

Jeg kan sagtens genkende fælleskøkkenet på Jespers kollegium, men jeg kan ikke umiddelbart genkende andre folk end Tore – og så selvfølgelig Jesper, som har inviteret mig herover til kollegiets fødselsdag, som startede i går. Fester starter af en eller anden grund altid om torsdagen på kollegier.

Nogle piger har lavet mad og dækket bord til de andre på køkkenet + mig. Det er virkelig surrealistisk, at jeg ikke kender nogen, men at alle kommer hen og siger:

- Er det dig, der er obersten? Det svarer jeg hele tiden ja til, hvorefter jeg får deres navn, som jeg konsekvent glemmer igen med det samme. Det vil sige; næsten konsekvent. Midt i køkkenets virvar af folk støder jeg bogstavelig talt ind i den smukkeste mand, jeg har set i flere år. Han ligner fuldstændig Eddie fra teen-serien ”Dawson’s Creek”, som kørte tirsdag aften på tv3, da Jesper og jeg gik i gymnasiet. Enten så vi den sammen eller også mødtes vi bagefter og drak øl fra plastikflasker. Jeg var vild med Eddie! Den smukke mand smiler overrasket til mig og ser ud som om han genkender mig, mens han nærmere konstaterer end spørger:

- Er det dig, der er obersten?

- Ja, det er mig, siger jeg og tager hans hånd, mens jeg ser ind i hans smukke øjne uden at have nogen anelse om, hvilken farve de har. – I virkeligheden hedder jeg Anja, tilføjer jeg. Det har jeg ikke ulejliget mig med at fortælle nogen af de andre, jeg har præsenteret mig for. Han siger, at han hedder Daniel, og det overrasker mig egentlig ikke. Der er noget over det navn. Eddie burde have heddet Daniel.

Middagen forløber uden at vi taler mere sammen. Heldigvis, for jeg har en slags neurotisk angst for at spise sammen med folk, jeg er tiltrukket af. Til gengæld kommer jeg til at sidde over for en køn italiensk pige, der vist nok hedder Federica og som er vild med Jespers Asti. Måske også med Jesper, who knows? Ved siden af hende sidder en litauisk fyr med en eller anden ret ond tranebærdrik, som vi tager i shots. Først er den mild og rar, men efter ca. 10 korte sekunder begynder det at brænde lige så stille. Den morer vi os med i den ene ende af langbordet, indtil flasken er tom. En meget fuld lyshåret fyr nægter at drikke sit shot alene, og da der for some reason kun er et shotglas, skåler jeg med ham og drikker fra flasken. Jeg lærer aldrig ikke at gøre den slags! Jesper laver umiddelbart derefter samme stunt, da han skåler med litaueren. Han lærer det heller aldrig!

Efter middagen fortsætter festen i køkkenet og muligvis også andre steder på kollegiet, jeg er ikke sikker. Jeg taler lidt med Daniel, mens jeg læner mig op ad den ene kæmpestore fryser. Jeg har ingen anelse om, hvad vi taler om, men det er egentlig også ligegyldigt. I virkeligheden vil jeg nok bare gerne være tæt på ham og på en eller anden snedig måde finde ud af, om nogen af de ”fine piger” fra den anden ende af langbordet er hans kæreste. Det lykkes mig selvfølgelig ikke hverken at finde ud af det eller at være snedig. Under hele vores glemte samtale er jeg fuldstændig paralyseret af, at Jesper tidligere fortalte mig, at Daniel ikke drikker, fordi han er jøde. Jeg har ingen anelse om, hvorvidt jøder drikker eller ej (og jeg kan ikke få mig selv til at spørge Daniel om det, fordi det virker komplet overfladisk), men der er ingen tvivl om, at han er ædru. Og det er jeg ikke. Jeg er mere end halvfuld og godt klar over, at jeg må være tåbelig at høre på, men ude af stand til at gøre noget ved det. Derfor får jeg ikke sagt særlig meget til ham, og jeg er overbevist om, at jeg ikke giver et særlig godt indtryk af mig selv. Til gengæld bruger jeg uforholdsmæssigt langt tid på at finde ud af og frustreres over, at uanset hvor meget jeg drikker, bliver han ikke fuld...

Senere på aftenen opdager jeg en lille blodplet på min hvide bluse og tjekker, at det ikke er mig, der bløder. Jeg viser pletten til Jesper ved at pege på mine bryster. Han mener, at blodet måske stammer fra Tore, da jeg gav ham en uppercut tidligere. Det tror jeg ikke, at jeg har gjort, men jeg accepterer forslaget som sandsynligt og beslutter mig for ikke at tænke mere over det.

Lørdag morgen klokken 0800 ringer Jespers vækkeur. Vi tager tøj på, og det lykkes mig at finde en t-shirt i min rygsæk, som ikke er stænket til med blod. Til gengæld er der et bronzefarvet tryk af grankogler og håndgranater på den, men det har vist hele tiden været der. Jeg henter to guldøl ude i køkkenet og forsøger at drikke så meget som muligt af min egen, inden vi skal deltage i flagparaden. Jeg satser på at klare mig igennem uden at blive ædru, fordi ædru er lig med tømmermænd. Jesper er vågnet med tømmermænd og har sværere ved at få den gyldne dame ned, hvilket selvfølgelig morer mig en lille smule. Der er næsten ikke noget bedre end at vågne op sammen med nogen, der har det værre end én selv! Det må være en eller anden sadistisk tendens, jeg har. Analyserer ikke på det, men kaster mig selv efter Jesper ned ad trappen fra fjerde sal. Ude ved parkeringspladsen og græsplænen hvor flaget skal hejses, venter Daniel, den fulde lyshårede fyr, Bamsefar og Kasper allerede på os.

Flaget skal hejses i anledning af fødselsdagen, og en eller anden skal vist nok holde en tale. Og så har Jesper planlagt en flagparade – muligvis for at vise, at han ikke er kaptajn for ingenting. Som om nogen skulle være i tvivl. Han er lidt mere kaptajn, end jeg er oberst, og det handler mest af alt om at have kommandoen for sit eget liv. At være øverstbefalende for sig selv. Banalt måske, men det har hængt ved siden gymnasiet – fuck it; det har været nødvendigt siden gymnasiet. Men denne her lørdag morgen med tømmermænd og høje forventninger er Jesper ikke særlig meget kaptajn til at starte med. Han er simpelthen for smadret. Vi laver en øve-march bagved kollegiet, og vi andre er nok heller ikke særlig gode soldater. Måske især ikke mig, fordi jeg aldrig har været soldat i virkeligheden.

Men vi får styr på det. Sådan da. Vi marcherer ind på græsplænen, hvor måske 20-30 mennesker er mødt op til flaghejsningen, og stiller os ret ved flaget, som måske/måske ikke allerede er blevet hejst, da vi når derhen. Jeg aner det ikke. Hvis det først bliver hejst, da vi står der, lægger jeg ikke mærke til det. Jeg er heller ikke helt sikker på, om nogen holder tale, men der er parademusik. Eftersigende er det musikken fra Star Wars, men hvad ved jeg? Den looper i hvert fald, og vi står der virkelig længe. Kaptajnen har på et tidspunkt smidt sin bluse (jeg aner ikke hvornår eller hvorfor det skete) og står iført militærbuxer og nøgen overkrop, som tilsyneladende er bygget op af muskler og intet andet! Jeg står imellem Daniel som bliver ved med at smile til mig, og den fulde lyshårede fyr som åbenbart hedder Søren. Han har en lommelærke med, og vi skåler et par gange, når Kaptajnen ikke ser det. Jeg har en af de gyldne damer i hånden, og jeg må indrømme, at jeg ikke er helt klar over, om jeg selv har haft den med, eller om Jesper hentede den til mig inden øve-marchen. I hvert fald råber han til mig gennem musikken:

- Oberst! Fremdrag guldøl til mig MED DET SAMME! Jeg fremdrager dåsen, som jeg havde gemt med hænderne på ryggen. Kaptajnen ser faktisk overrasket ud, da jeg rækker ham den. Så har jeg nok selv haft den med… Søren tilbyder ham en slurk fra lommelærken, og det er ikke til at se, om Kaptajnen får det værre eller bedre af medicinen.

- Hvad er der i? spørger han undrende og drikker lidt mere.

- Morgan… Og et lille skvæt cola. Søren er gennemført fuld. Hele tiden lader det til.

Vi tager nogle armbøjninger og marcherer om bag ved kollegiet igen, hvor paraden går i opløsning ganske efter planen. Kaptajnen, Søren, Kasper og jeg går tilbage til kommandostationen i form af Jespers værelse for at se film og sove lidt inden fællesmorgenmaden på Huset klokken 1100.

Da jeg er ude efter cola i køkkenet, har jeg et øjeblik alene med Daniel, som fortæller mig, at han skal til sin lillesøsters fødselsdag og først kommer tilbage i aften. Han spørger, om jeg stadig er her til den tid. Jeg tror, at jeg rødmer lidt, da jeg siger, at det er jeg, og at jeg håber, han kommer ind til os i aften. Jesus fucking Christ! Er jeg 16 eller 26 år lige nu?! Han er så smuk, at jeg næsten ikke kan holde det ud! Vi går lidt rundt om hinanden uden nogensinde at komme for tæt på, og småsnakker lidt. Efter alt for kort tid flygter jeg ind i dynerne igen til de tre drenge.

Det når at blive ret sent lørdag aften, før Daniel dukker op på Kaptajnens værelse. Jonas (som slet ikke hedder Bamsefar i virkeligheden), Kaptajnen og jeg har overstået et psykotisk og meget langtrukkent ølspil, som slet ikke indeholdt øl, men derimod lambrusco, baileys, en virkelig dårlig hvidvin og resten af den mjød, som Jesper havde med til min fødselsdag for en måneds tid siden og som jeg har taget med tilbage. Min respekt for Jonas voxer i takt med, at han drikker mere og mere af den der mjød – tilsyneladende helt uden ubehag. Det er fucking hardcore! Han kalder den endda mojo juice. Finkerne og Felix er også dukket op, og det er kun lidt akavet at se Felix i øjnene igen. Da Daniel melder sin ankomst, sidder både Jesper og jeg med våben og hovedbeklædninger, evigt fulde Søren ligger i sengen mellem Anne og den anden finke og ser forvirret og glad og træt ud på én gang.

Daniel møder denne forvirring med fuldstændig ædru øjne, og jeg har ærligt talt ingen idé om, hvordan han tager det. Han er tydeligt nervøs over, at jeg sidder med et våben, og jeg forklarer ham flere gange, at jeg ikke kunne finde på at skyde ham. Det generer eller undrer ham åbenbart ikke, at Jesper sidder med en riffel, så jeg kan kun gå ud fra, at det stadig er standarden til hans fester.

Fredagens akavethed gentager sig for mit vedkommende, da jeg igen forsøger at snakke med Daniel. Det lykkes vist ikke særlig godt; altså at snakke med ham. Mest fordi jeg ikke kan få ind i mit hoved, at han tilsyneladende ikke synes, jeg er tåbelig at høre på, for det må jeg jo være. Alt andet ville da være tåbeligt! Jesper overtager lige inden jeg skal til at kaste mig ud i en ærlighedssnak forårsaget af et panicattack, som har været på vej, siden jeg så ham første gang dagen før. Samtalen bliver drejet over på pistoler, og Daniel fortæller, at hans far havde en PPK tilbage i Israel. Jeg kan læne mig tilbage og ikke deltage i samtalen, men stadig være med. Jeg holder panicattacket i ro. Så længe det varer.

For det dukker naturligvis op igen, da jeg ikke særlig tilfældigt siger farvel til ham ude i køkkenet søndag aften. Forinden er Jesper og jeg blevet enige om, at Daniel er smuk (som i indbegrebet af smuk), og da jeg står og træder mig selv over tæerne og bare har lyst til at bide Daniel hårdt i halsen eller håndfladen eller whereever, aer Jesper mig på armen, idet han går forbi mig. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tager det som et tegn på, at det er okay. Det hele. Også at jeg opfører mig som en 16-årig – så det bliver jeg ved med!

Da jeg er kommet hjem til Amager og har sovet lidt, finder jeg Daniel under Jespers Facebook-venner og skriver i en mail, at jeg gerne ville have snakket mere med ham, men ikke kunne finde ud af det. Tirsdag aften svarer han, at han er glad for, at jeg skrev, og at han glæder sig til næste gang, jeg skal besøge Jesper. Me too. Det kan kun gå galt.