Om den nytårsaften vi aldrig taler om

Efter at være blevet spurgt hvordan jeg egentlig ser ud nu, fordi billederne af mig herinde er ret forskellige, kom jeg i tanker om et billede af mig, der aldrig har været vellignende. Det er taget til en nytårsfest gone really wrong for nogle år siden. Hos en veninde som jeg ikke lige har noget dæknavn til pt. (det skal nok komme) - eller faktisk hos hendes nye kæreste. Udover mig og min daværende bedste veninde Caro, var der kun kærestens venner...
Jeg har en tendens til at blive urimeligt fuld, når jeg er sammen med mennesker, jeg ikke kender og som ikke interesserer mig. Jeg blev urimeligt fuld den aften. Jeg drak to flasker champagne selv og et par shots. Og Caro påstår, at jeg også drak en virkelig stærk drink. Men det kan jeg altså ikke huske.
Til gengæld kan jeg huske, at jeg fyrede en champagneprop direkte op i køkkenloftet og lavede et mærke, som vist ikke var til at fjerne. Det føltes lidt som en ejakulation og var klart aftenens højdepunkt. For mig.
Jeg kan også godt huske, at jeg ved midnat var så fordybet i en diskussion grænsende til skænderi om kristendom med en eller anden optiker, at jeg ikke gad gå ud og se på fyrværkeri. Jeg var jo i færd med at forsvare min tro, og det var vigtigere end fyrværkeri... Senere er det gået op for mig, at jeg virkelig skal gøre mit yderste for ikke at komme til at diskutere (på den lidt ufede måde) med ham optikeren, hver gang vi ses. Sjovt nok kan han vist ret godt lide mig, selvom jeg som regel forvandler mig til den psykotrold, jeg inderst inde er.
Jeg husker også, at jeg fik det dårligt og gemte mig inde i soveværelset. På gulvet ved siden af sengen, fordi japanerpigen var gået død på sengen. Så lå jeg der og brækkede mig i min egen hånd, og det er nok noget af det klammeste, jeg nogensinde har gjort ved mig selv! Samtidig tudbrølede jeg uden at være rigtigt klar over hvorfor. Det var selvfølgelig noget med, at jeg følte mig forladt, og som jeg lå der i fosterstilling med bræk udover det hele, overskyggede den følelse det hele. Caro endte med at være sød nok til at følge mig hjem, trøste mig og holde mig i hånden - efter at jeg havde vasket hænder.
Japanerpigen vågnede til gengæld slet ikke, mens jeg lå der i min ynkelighed.
Da vi var gået, var der én af fyrene, som forsøgte at voldtage japanerpigen. Hun vågnede op uden trusser på og med ham oven på sig. Heldigvis var han for fuld til rigtigt at kunne foretage sig noget. Der fulgte en periode med vidneudsagn og ubehagelig stemning. Og det er derfor, vi aldrig nogensinde taler om den nytårsaften.
Men her er altså et billede af mig, før jeg fik mit breakdown:

Og nu hvor jeg er i gang - et billede af mig, der forsøger at få rejsning på en helt ny og ikke særlig vellykket måde:

Billeder fra HCØ-fødselsdagen 2010

Jeg ved ikke rigtigt, om jeg er færdig med at fortælle om Evas specialefejring. Tror det ikke. Men jeg sad lige og kiggede festbilleder igennem og faldt over nogle fra HCØ-fødselsdagen sidste år. Den fest som er grunden til, at jeg overhovedet oprettede den her blog…
Det er vist noget med, at det ikke er særlig god stil at fyre billeder afsted af folk, når man ikke har spurgt dem om lov. Men de ligger allerede på facebook, og desuden er der jo ingen, der kan genkende os alligevel.
Hermed lidt stemningsbilleder fra flagmarchen:

Og jeps. Det er mig med en guldøl i hånden. Charmerende som altid, ikke? :)

Om tequila til Evas specialefejring

Eva afleverede speciale den 1. juli og havde inviteret til øl, asti og tequila på Islands Brygge bagefter. Glad for at der faktisk er nogen i abeflokken, der færdiggør deres studier, tog jeg derhen efter at have drukket halvanden fredagsøl på arbejdet. Udover Eva var PrinsesseMads den eneste, jeg kendte, men jeg gav selvfølgelig et skidegodt indtryk af mig selv over for de andre ved at ankomme tipsy og overstadig og med en virkelig god hårdag!

Jeg tror, at festen forløb stille og roligt i nogle timer. Folk var flinke og lidt skøre, og nogle gange glemte jeg, at jeg ikke kendte dem i forvejen. IT-fyren og Andreas dukkede op i løbet af eftermiddagen, og vi havde slået os sammen om en gave. Eller... Jeg har tvunget dem til at være med til at betale for en halskæde lavet af hvalros fra Grønland, fordi specialet jo handlede om noget med Grønland og en bog, som ingen mennesker har læst. Udover Eva... Jeg aner ikke, om hun overhovedet blev glad for den (gaven altså, ikke bogen), men det var en total succesoplevelse at købe den. Ærgrer mig i virkeligheden lidt over, at min mor ikke gav mig en grønlandsk far...

Og så var det, at tequilaen kom på bordet. PrinsesseMads og jeg var ret enige om at tvinge alle ved bordet til at deltage i en fælles tequila-hyldest. Det lykkedes, da jeg trådte i karakter som oberst og udstedte befalinger til højre og venstre. De der fremmede mennesker må have troet, at jeg var rablende vanvittig. Oh well... PrinsesseMads insisterede på, at vi skulle slikke salt af den person, der sad til venstre for os. Jeg syntes, det var alle tiders idé, men så blev folk alligevel lidt snerpede. Jeg forstår det ikke. Man skulle jo bare slikke på hinandens hænder; det var jo ikke engang kinky eller noget. Men uanset hvor meget vi befalede og forsøgte at overtale, så gav de sig ikke.

Ret kort tid efter (tror jeg...) fik IT-fyren og jeg tiltusket os at lave en bodytequila på Gymnasievens lår. Samtidig. Det var rart for os alle tre. Dog kom der måske lidt rigeligt salt ind i de der shorts, og det kan ikke have været særlig rart efterfølgende. Omvendt var der senere én, der tømte en håndfuld salt i min kavalergang, og det var faktisk ikke nævneværdigt ubehageligt. Alt i alt var det en behersket omgang tequila i forhold til, hvordan vi har skabt os hele foråret. Selv da Ikea dukkede op.

Han ankom ædru til en abeflok, der var lige ved at peake i fælles fuldskab. Så han var bagud. Og drak resten af tequilaen. Hvorefter han skred sammen med IT-fyren for at hente mere tequila. Og chips. Og så drak vi store tequila-shots uden salt og citron, for det synes Ikea ikke er nødvendigt. Jeg vænner mig nok aldrig rigtigt til det... Da jeg opgav at følge med i hans tequila-marathon, kastede han sig over Eva og hendes kernesunde veninde. Da flaske nr. 2 var tom, sad Eva og frk. Kernesund og så lidt overraskede og ret snaldrede ud.

- De var slet ikke til at stoppe! forsvarede Ikea sig med. Right.

Går på en eller anden måde ud fra, at jeg i hvert fald til dels kan takke tequilaen for, at jeg endte med at ligge i arm med Ikea senere på aftenen. Det er ligesom om, at der er tequila indblandet hver eneste gang, jeg får lov til at kysse på ham. Og så forstår folk ikke, at jeg er vild med det skidt?!

Om hvorfor der kun kommer brudstykker af den der specialefejring

Jeg var gået i gang med en kæmpe redegørelse for Evas specialefejring, men ca. 5 sider henne gik det op for mig, at jeg ville komme til at udlevere mine venner i alt for høj grad. Derfor bliver det bare til nogle brudstykker i stedet for. Og her en slags redegørelse for noget af det, der gør det kompliceret at skrive om mine venner:

Jeg har været venner med IT-fyr, PrinsesseMads og Eva i 6 år.

IT-fyr har været tiltrukket af Eva ligeså længe.

IT-fyr har været bedste venner med Ikea i ca. 100 år.

Jeg har kendt Ikea i 5 år.

Jeg har været urimeligt tiltrukket af Ikea i 5 år.

Jeg har kysset lidt på ham til de sidste par fester.

Jeg har også af og til kysset lidt på PrinsesseMads.

PrinsesseMads har en fantasi om en trekant med mig og Eva.

IT-fyr har i 5 år været kæreste med min barndomsveninde.

Hun gik på DTU med ekskæresten til Ikeas kæreste.

Som han lige har slået op med.

IT-fyr og PrinsesseMads har noget med gesidig bodytequila.

Der er selvfølgelig meget mere, men ovenstående burde give et meget godt billede af det kaos, det som regel er, når vi alle sammen kan komme til festen. Det var tilfældet i fredags. Det var sjovt. Men også sådan lidt øhm... uoverskueligt.

Jeg kan vel altid håbe på, at ingen af dem læser min blog...

Om at lægge sig til at sove til Evas specialefejring i fredags

På et tidspunkt da festen på Islands Brygge er rykket hjem til Evas kæreste, går det op for mig, at Ikea har været væk et stykke tid, så jeg leder efter ham ude i gangen. Jo jo, måske har han gemt sig i en sko eller jakke eller sådan noget. Man ved aldrig med folk fra Ikea! Jeg finder ham liggende på ryggen inde i soveværelset. Da jeg sætter mig ved siden af ham på sengekanten, smiler han til mig. Når han smiler, har han de smukkeste øjne i verden.

- Hej... hvisker jeg til ham.

- Hej... Han bliver ved med at smile, og det er ikke rigtigt til at holde ud. På den gode måde. Jeg har de sidste 5 år haft en ret konstant kamp med mig selv for at holde mig fra ham. Vi har en fælles bedste ven og er i mellemtiden selv blevet ret gode venner, og det der udhungrede begær skal bare ignoreres væk. Det er så de sidste par måneder gået mere end almindeligt dårligt. Måske han føler det samme sultne begær?

- Er du okay?

- Mhm... Bare træt...

Jeg læner mig forover og presser mine læber mod hans, ganske blidt. Selvom det er sket nogle gange i løbet af foråret og en enkelt gang sidste år, vænner jeg mig aldrig til at kysse ham.

Egentlig passer det mig fint, at han er så træt, for så kan jeg koncentrere mig om at trække vejret nogenlunde normalt imellem kyssene. Da min vejrtrækning er sådan nærmest under kontrol, går det op for mig, at jeg også er træt og lidt for fuld, så jeg lukker døren ind til soveværelset og lægger mig ved Ikeas side med hovedet på hans bryst. Og muligvis med en hånd sneget ind under hans skjorte. Jeg tror, at han falder i søvn med det samme. Lige inden jeg selv falder i søvn, kommer jeg til at tænke på Kristine, som for ganske nylig gjorde mig opmærksom på, hvor meget mere intimt det er bare at nusse. Lige der synes jeg bestemt, at hun har ret.

Der er noget ærligt over sovende mennesker. Og der er noget ærligt og intimt over at sove tæt sammenkrøllet med et andet menneske. Og lige der går det op for mig, at jeg er hamrende ligeglad med, hvor langsomt det kommer til at udvikle sig mellem mig og Ikea. Så længe han en gang imellem er tæt nok på til, at jeg kan række ud efter ham, er jeg tilfreds.