Om den nytårsaften vi aldrig taler om

Efter at være blevet spurgt hvordan jeg egentlig ser ud nu, fordi billederne af mig herinde er ret forskellige, kom jeg i tanker om et billede af mig, der aldrig har været vellignende. Det er taget til en nytårsfest gone really wrong for nogle år siden. Hos en veninde som jeg ikke lige har noget dæknavn til pt. (det skal nok komme) - eller faktisk hos hendes nye kæreste. Udover mig og min daværende bedste veninde Caro, var der kun kærestens venner...
Jeg har en tendens til at blive urimeligt fuld, når jeg er sammen med mennesker, jeg ikke kender og som ikke interesserer mig. Jeg blev urimeligt fuld den aften. Jeg drak to flasker champagne selv og et par shots. Og Caro påstår, at jeg også drak en virkelig stærk drink. Men det kan jeg altså ikke huske.
Til gengæld kan jeg huske, at jeg fyrede en champagneprop direkte op i køkkenloftet og lavede et mærke, som vist ikke var til at fjerne. Det føltes lidt som en ejakulation og var klart aftenens højdepunkt. For mig.
Jeg kan også godt huske, at jeg ved midnat var så fordybet i en diskussion grænsende til skænderi om kristendom med en eller anden optiker, at jeg ikke gad gå ud og se på fyrværkeri. Jeg var jo i færd med at forsvare min tro, og det var vigtigere end fyrværkeri... Senere er det gået op for mig, at jeg virkelig skal gøre mit yderste for ikke at komme til at diskutere (på den lidt ufede måde) med ham optikeren, hver gang vi ses. Sjovt nok kan han vist ret godt lide mig, selvom jeg som regel forvandler mig til den psykotrold, jeg inderst inde er.
Jeg husker også, at jeg fik det dårligt og gemte mig inde i soveværelset. På gulvet ved siden af sengen, fordi japanerpigen var gået død på sengen. Så lå jeg der og brækkede mig i min egen hånd, og det er nok noget af det klammeste, jeg nogensinde har gjort ved mig selv! Samtidig tudbrølede jeg uden at være rigtigt klar over hvorfor. Det var selvfølgelig noget med, at jeg følte mig forladt, og som jeg lå der i fosterstilling med bræk udover det hele, overskyggede den følelse det hele. Caro endte med at være sød nok til at følge mig hjem, trøste mig og holde mig i hånden - efter at jeg havde vasket hænder.
Japanerpigen vågnede til gengæld slet ikke, mens jeg lå der i min ynkelighed.
Da vi var gået, var der én af fyrene, som forsøgte at voldtage japanerpigen. Hun vågnede op uden trusser på og med ham oven på sig. Heldigvis var han for fuld til rigtigt at kunne foretage sig noget. Der fulgte en periode med vidneudsagn og ubehagelig stemning. Og det er derfor, vi aldrig nogensinde taler om den nytårsaften.
Men her er altså et billede af mig, før jeg fik mit breakdown:

Og nu hvor jeg er i gang - et billede af mig, der forsøger at få rejsning på en helt ny og ikke særlig vellykket måde: