mandag den 2. april 2012

Om kys og venner og fødselsdage. Eller om at kysse sine venner til fødselsdage...

Jeg har fødselsdag i morgen og har ingen planer. Overvejer at ringe til tatovør og høre, om han lige kan presse tid ind til en lille ting...
Onsdag skal jeg til gengæld drikke fødselsdagsøl sammen med PrinsesseMads og IT-fyren. Og måske et par andre. Jeg har inviteret ny flirt, som jeg endnu ikke har et ordentligt navn til. På jobbet kalder vi ham Jamel... uden anden grund end at jeg har kysset ham. :)
Nå, men jeg ved ikke, om han kommer. Vi skal mødes på den bar, hvor jeg sidste år var til julefrokost og kinddansede mig igennem et helvede af Rasmus Seebach - men fyr der senere er døbt Kinddanseren, og som jeg for en måneds tid siden har siddet sammen med i flere timer under et tæppe og drukket guldøl og snakket og kysset. Der var klart grobund for noget mere - indtil jeg afslørede, at jeg spiser børn. Så syntes han pludselig, at jeg er spild af tid. Oh well... Det kan godt tænkes, at Kinddanseren dukker op; det er trods alt hans stamværtshus, vi crasher. Det bliver kun akavet, hvis Jamel kommer.

Og så går det stille og roligt op for mig, at jeg de sidste to år til min fødselsdag har kysset Ikea. Som ikke kommer i år, fordi han er ude at rejse. Syntes ellers det var alle tiders tradition at kysse på ham til fødselsdage. Overvejer selvfølgelig at holde en Fødselsdag part 2. Hvor der helst skal indgå fællestequila og kys og Ikea.
Omvendt ville det også passe mig glimrende kun at kysse Jamel på onsdag. Og så måske IT-fyren og PrinsesseMads, men det er mest fordi det efterhånden virker naturligt at snave sine venner, når vi er fulde...