Obersten om vækning

Efter flagparaden lørdag morgen går Kaptajnen, Søren, Kasper og jeg op til Kaptajnen for at se ”Jul på Vesterbro”, indtil der er morgenmad på Huset klokken 1100. Vi sidder på række på Jespers seng og ser kun sidste halvdel af julekalenderen, fordi der er flere våben med i den del, og Søren falder ret hurtigt omkuld ved siden af Kasper. Det måtte jo komme, og jeg er ærligt talt imponeret over, at han har kunnet holde sig oprejst indtil nu. Efter et par afsnit er Kaptajnen også krøbet sammen i fosterstilling. Kasper og jeg deler en ubetinget kærlighed til junkiehønen Randi og ser nogle flere afsnit, inden vi bliver enige om at ydmyge vores to sovende venner bare en lille smule. Kasper finder en eyeliner, som ikke er min, på badeværelset, og vi tegner forsigtigt nogle streger i de sovendes ansigter. Jesper får på rekordtid gnedet stregerne af i søvne, og jeg er egentlig heller ikke sikker på, at han ville kunne se det sjove i vores barnlige og ikke særligt opfindsomme act.

Da klokken så småt nærmer sig 1100 skal vi til at vække dem. Kasper ringer til Jonas, som åbenbart har en megafon, og overtaler ham uden problemer til at komme over og råbe dem op. Det er på alle måder mere opfindsomt end det med eyelineren, men det bliver spoleret af noget endnu bedre. Vi kan høre fuldemandssang, som kommer nærmere, og pludselig brager døren op, og to syngende mænd kommer ind. De stiller sig op foran os og synger:

- Hullabalubalej! Hullabalubalubalej, og livets grønne landevej, hullabalubalej! Så råber de, at de først stopper sangen, når vi er vågnet, hvorefter de gentager sangen. Efter hvert sangudbrud råber de et eller andet om, at vi skal stå op og komme over til morgenmad og så videre. Det er så langt ude, at jeg ikke ved, om jeg skal blive ved med at grine eller slå dem med et eller andet tungt. Jesper og Søren vågner selvfølgelig og fatter endnu mindre end vi andre gør. Jonas dukker op med megafonen og siger:

- Der er ikke rigtig brug for mig her, vel? Jeg ryster på hovedet og ser på de to skæggede mænd, der bare bliver ved med at synge og råbe.

- Obersten ser ondt på os, men vi holder ikke op med at synge, før hun står op. Hullabalubalej! Hullabalubalubalej, og livets grønne landevej, hullabalubalej! Jeg står op, men de holder ikke op med at synge. Vi kan høre dem forsvinde ned ad bagtrappen, mens Jesper morer sig over Sørens sorte streger i fjæset, og vi går over for at få morgenmad.