Tirsdag aften får jeg et panicattack. Eller hvad det nu er, når man bliver bange for sin udstoppede alligator... Klokken er omkring 21, jeg har lige været i bad og går lidt rundt i undertøj med en indre ikke særlig alvorlig tøjkrise og rydder op. Tøjkriserne opstår hver gang jeg skal vælge tøj, men de er som regel ikke problematiske, og det er mit system af farver heller ikke, så længe der bare er et system. Med andre ord; min tøjkrise har intet at gøre med angstanfaldet!
Jeg har en lille udstoppet alligator stående på en hylde under mit ældgamle tv, og da jeg går forbi tv-møblet, bevæger alligatoren sit hoved. Jeg vender mig direkte mod den, mens hele min krop gør oprør. Alligatoren står helt stille med åben mund, og jeg kan se det vat, den er stoppet med stikke ud af gabet. Dårlig udstopper.
- Den bevægede sig ikke, siger jeg til mig selv og kan godt høre, at jeg ikke tror på mine egne ord. Jeg siger dem igen lidt højere, hvorefter den bevæger sig et par millimeter igen og kommer med en virkelig lavmælt knurrende lyd. Lyden må nødvendigvis være så lav, fordi alligatorens hals er stoppet med vat. Jeg sætter mig på sengen kun halvanden meter fra det lille kryb og kan mærke gråden lige under overfladen. Jeg ser direkte på den og ved med min fornuft godt, at den selvfølgelig hverken har bevæget sig eller knurret af mig. Jeg ved det godt. For at bekræfte det over for mig selv vil jeg gå hen og rykke den længere ind på hylden. Jeg ved, at der ikke skal andet til, men jeg kan ikke rejse mig. I stedet taler jeg igen højt til mig selv. Ord er kun virkelige, når de bliver udtalt.
- Den bevægede sig ikke. Det gjorde du ikke. Fuck. Det gjorde den ikke. Jeg hallucinerede bare igen, det var ingenting. Jeg er træt, min krop er færdig, jeg har bare kørt mig selv for hårdt de sidste par dage. Jeg er bare presset. Har muligvis stadig en lille smule tømmermænd. Det er derfor, jeg ser ting. Det er okay. Det er væk nu. Selvfølgelig lever den ikke.
Jeg trækker vejret dybt et par gange, inden jeg går forbi tv-møblet og ud i gangen for at tage tøj på. Jeg finder et par sorte buxer og rører ved to forskellige lilla t-shirts, inden jeg vælger den, der ligger øverst og takker Gud for, at jeg ikke skal sove her alene i nat. Beslutter mig for ikke at tænke mere på hallucinationen og laver en kop te, mens jeg venter på, at Brian kommer over og ligger i ske med mig hele natten. Brian betyder ingenting, og jeg ved, at han ikke ville forstå det der med hallucinationerne, så jeg beslutter mig for ikke at fortælle ham om dem. Overhovedet.
Men jeg rykker ikke alligatoren længere ind på hylden.
2 kommentarer:
Hva satan jeg bliver stalket af en Oberst. Det kan jeg fandeme godt li. Jeg har heldigvis flere indlæg til gode hos dig. Jeg kunne rent faktisk genkende din intro, jeg undrer mig over at jeg ikke allerede dengang blev fast læser, måske energien ikke var der. Men det er den nu. Og jeg bliver altså nødt til at vide hvad du har at sige om tis. Måske jeg har læst det før også. Måske jeg bare er midt i et kæmpe deja vu. Men jeg kan godt li din måde at skrive på, var bare hvad jeg ville sige.
Det gør du nemlig!
Og fedt - jeg har fået en fast læser! :) Er superglad for, at du kan lidedet, jeg har skrevet indtil nu. Jeg har nemlig besluttet mig for at skrive nogle flere (og meget mere random) festerindringer herinde.
Send en kommentar