Om voldelige tendenser part 2 - denne gang under en julefrokost

Jeg var til alle tiders julefrokost fredag i sidste uge. Jeg var sammen med en gruppe mennesker, som jeg ser næsten hele tiden, og vi crashede en fest med både folk vi kender godt, mindre godt og slet ikke. Og de burde faktisk takke os for at crashe deres fest, for det mindede mere om et lokalpolitisk møde, inden vi kom.
Nå, men vi indtog dansegulvet, og jeg vidste egentlig godt, at jeg var lækker den aften. Jeg havde samme outfit på som til en anden julefrokost et par uger tidligere, hvor jeg endte med at kinddanse mig igennem ikke mindre end 4 numre med Rasmus Seebach sammen med en ret ung fyr, som sagde til mig, at jeg var skræmmende køn. Men nok om den fest, som ellers var en sand succces!
Ud på dansegulvet kommer lidt-for-gammel-til-mig-fyr i hvid poloshirt og giver mig et kram. Jeg har aldrig set ham før, og det er heller ikke mit indtryk, at særlig mange andre kender ham. Han vil ikke rigtig give slip på krammet og siger, at jeg er dejlig, og at han skal have mig. Jeg får sagt noget i retning af:
- Nej, det skal du godt nok ikke! Og så noget om, at jeg har en kæreste. Han gentager sig selv, og så gentager jeg mig selv, og så begynder det at kede mig, så jeg går i retning af baren, som er proppet med folk, jeg i det mindste kender lidt. Og før jeg ved af det, har jeg hans arm om min hals, og han siger højt ind i mit øre, at han skal have mig. Og så strammer han til. Jeg har fat om hans arm med begge hænder, men er ude af stand til at vriste mig fri. Jeg kan ikke helt huske, hvad jeg siger til ham, men noget med, at jeg ikke kan få luft og at han skal give slip. Det koster mig så mine sidste kræfter, og så bliver jeg bange. For hvad nu hvis han ikke giver slip?
Det gør han dog til sidst, og jeg flygter ud på toilettet, hvor jeg hoster så meget, at jeg er lige ved at brække mig af det. Jeg tror, der går et par minutter, før min stemme er normal igen. Ude ved toiletterne møder jeg Don Omar, som har et godt øje til alle med bryster, men som også dybest set bare holder af mig, som jeg er. Med eller uden bryster. Jeg fortæller ham, hvad der skete med Poloshirten, og han bliver så vred, at han vil finde ham og tæve ham. Jeg skynder mig at tale ham fra det, fordi jeg ikke kan overskue de mulige konsekvenser.
Nå. Så kunne jeg sgu et eller andet sted lære det. Gad vide hvor længe Stråhatten fra midsommerfestivalen hostede, efter jeg forsøgte at kvæle ham? Gad vide om han var lige så pissechokeret, som jeg var?

Nogle dage efter snakker jeg lidt med folk om julefrokosten og har rent glemt kvælningsepisoden. Eller fortrængt eller hvad ved jeg.
Vi taler lidt om ham den fulde, der faldt en hel etage ned ad trapperne og efterlod et blodspor, der virkelig ville noget. En af de andre piger havde været på vej hjem, da ambulancen kom efter ham fyren, og da det viste sig, at han selv kunne gå, forsøgte hun at overtale ambulancefolkene til, at de skulle køre hende hjem i stedet for at hjælpe ham den blodige fyr. Det synes jeg alligevel, er friskt nok, når hun ikke kunne finde en taxa.
Det var under festen ikke gået op for mig, hvem det var, der lavede det der styrt på trappen, så jeg spørger de andre.
- Det var da ham der med den hvide polo. Kan du ikke huske ham? Han var da ret glad for dig...
Og så dukker det hele op igen. Frygten, panikken, vreden, chokket. Og jeg tager mig selv i at tænke, at så kunne han sgu også lære det.
Senere samme dag siger jeg til Kampvognen, at jeg er virkelig glad for, at Poloshirten selv faldt ned ad trappen, så både jeg og Don Omar slap for at gøre det. Han ser på mig, som om han ikke rigtig ved, om han skal tro på, at Poloshirten selv faldt.
Oh well...