Jeg var til 21-års fødselsdag i går hos min elev. Okay, hun er ikke kun min, men hun er kontorelev der, hvor jeg arbejder, og hun er alle tiders! Hun bor i Lyngby, hvilket vil sige 19,etellerandet km. fra mig. Jeg havde planlagt at cykle derud - for så langt er 19 km. jo heller ikke. Tænkte jeg. I sommer cyklede jeg flere gange til Glostrup, og der er vist 17 km. eller sådan noget, og det kunne jeg sagtens. Og på trods af snevejr og mørke kunne jeg altså ikke overskue at skulle med en bus, et tog og så to busser til. Offentlig transport, ikke? Det er altså ikke mig. Man kommer tit alt for tæt på mennesker, som lugter og snakker og overtræder ens intimsfære, og det er sådan lidt... ikke angstfremkaldende. Kvalmefremkaldende, tror jeg faktisk. Jeg har det lidt på samme måde med diskoteker, men det er en helt anden sag.
Så jeg pakkede mig ind i varmt tøj med regntøj ud over. Jeg havde skiftetøj i tasken, musik i ørerne og en seddel med en rutevejledning på. Og jeg nåede frem helt uden at fare vild! Jeg kan ellers fare vild hvor som helst, så jeg var ret stolt. Jeg havde dog ikke lige tænkt over, at det tager noget længere tid at komme frem, når man ikke på forhånd kender vejen og derfor skal lede efter vejskilte i mørke. Det gjorde det heller ikke bedre, at det var op ad bakke næsten hele vejen og at der fra Søborg og til Lyngby faktisk lå smattet sne over det hele, som gjorde det lidt svært at cykle... Til gengæld glædede jeg mig til hjemturen, hvor det ville være ned ad bakke.
Selve festen var en succes! Jeg kendte kun Eleven, og det viste sig selvfølgelig, at jeg var 6-7 år ældre end alle andre. Jeg var også den eneste, der ikke foretrækker at høre pop hele natten, men det bed jeg pænt i mig. Jeg forsøgte mig lidt på et tidspunkt med at foreslå et nummer med Korn, men jeg fik bare et mærkeligt blik tilbage. Hvorefter poppen fortsatte. Hele natten.
Efter flere timer fik Elevens kærestes tvillingebror øje på min næsering, og det var i sig selv lidt sjovt, at han ikke havde set den før. Den sidder trods alt midt i det hele! Det var også sjovt, fordi det affødte spørgsmål som:
"Kan du godt pille næse med den i?"
"Gjorde det ikke vanvittigt ondt?"
"Har du så også tatoveringer og alt muligt?"
"Så har du garanteret sådan en kæmpestor kæreste med tatoveringer over det hele?"
Svarene er noget i retning af "ja da", "egentlig ikke" og så en længere udredning om smerte, "ja da" og en undren over, hvad alt muligt dækker over, og "jeg vil ikke kalde ham kæreste, men en af mine elskere er kæmpestor og har tatoveringer over det hele". I mit stille sind morede jeg mig lidt over, at jeg i hans øjne ligner én, der har en kæmpestor tatoveret kæreste. Det er ikke en box, jeg normalt bliver puttet i - eller også er han bare den første, der giver udtryk for det.
Nå, men både Eleven og hendes kæreste gik omkuld i gæsteværelset, og jeg insisterede på at putte Eleven og kysse hende på panden, for hun er jo min elev. Ham tvillingebroderen syntes, det var ret mærkeligt. Og så brugte vi ellers natten på at drikke alt for mange mærkelige drinks og synge med på alverdens popnumre, som jeg ikke anede, at jeg kunne texterne til.
Jeg ved ikke, hvornår jeg besluttede mig for at tage hjem, og jeg kan heller ikke huske, hvor jeg skiftede tøj fra kjole til varmt cykelkluns. Håber virkelig ikke, at det var midt i stuen! Jeg ved til gengæld, at jeg var hjemme omkring kl. 9 om morgenen...
Jeg var fuld med begyndende kvalme, men totalt klar på at cykle 19,etellerandet km. Omkring Buddinge stoppede jeg og forsøgte at brække mig, men kunne ikke og kørte videre. Og det der ned ad bakke det var en ren fryd! Faktisk så stor en fryd, at jeg glemte at dreje et ret vigtigt sted. På et tidspunkt gik det op mig, at omgivelserne så forkerte ud, men jeg valgte alligevel at køre videre, for "lige om lidt kommer der noget, jeg kan genkende". Right! Så opdagede jeg et vejskilt, hvor der stod "Godthåbsvej", og så vidste jeg, at jeg var et helt forkert sted. Som i virkelig forkert. Alligevel valgte jeg at køre videre, for lige om lidt ville der nok komme noget, jeg kunne genkende.
Det gjorde der bare ikke, og så stod jeg der gennemblødt af smeltende sne og frysende trods det varme tøj. På noget der måske hedder Sallingevej. Jeg har stadig ingen fucking anelse om, hvor det er henne. Så græd jeg lidt i min aftagende brandert, fordi jeg følte mig så alene, og så besluttede jeg mig for at ringe efter en taxa. (Overvejede først at ringe efter Kampvognen, som er ham den kæmpestore med tatoveringerne, men jeg syntes alligevel ikke, at jeg ville vise mig for ham på så ucharmerende vis.) Det viste sig at være ret smart det med taxaen, også selvom chaufføren grinede lidt af mig, da jeg sagde, at jeg var på vej til Amager fra Lyngby. Tror han var lidt imponeret over, at jeg kunne fare så meget vild. Det er sådan en spidskompetence, jeg har.
Først sagde jeg til ham, at han bare skulle køre mig så langt han kunne for 100 kr. fordi jeg ikke havde mere på mig og mit kort ikke virkede i hans taxa, men da vi havde kørt for de 100 kr., anede jeg stadig ikke, hvor jeg var henne, og så fandt vi en hæveautomat, så han kunne køre mig helt hjem. Det kostede mig over 200 kr. så jeg må edermame have været langt væk!
Næste gang tager jeg cyklen igen. Jo jo, man farer jo ikke så meget vild to gange! Men måske skulle jeg holde lidt igen med vodkaen næste gang...
1 kommentar:
Op på hesten igen!
Send en kommentar