Om brunch og noget med ikke at blive fuld

Nå nå, jeg har jo aldrig rigtig gidet have sådan en blog, der "forpligter" til jævnlige indlæg. Jeg har heller ikke haft noget ønske om sådan for alvor at dele ud af mig selv i for høj grad. Her kommer dog alligevel et højst ædrueligt indlæg fra oberstens side.

Jeg har inviteret abeflokken til tømmermændsbrunch i morgen. Jeg skal ikke selv have tømmermænd, men nogle gange når jeg har det, ville det være superfedt at tage til privat brunch med sine venner og spise bacon og være grim og få det bedre. Og det er derfor, jeg inviterer.
For et års tid siden ville jeg sikkert have købt både øl og champagne, fordi det hørte sig til, og så ville jeg regne med en lille fest i den 1-værelses i ghettoen. Jeg har ganske vist både en flaske tequila og næsten en hel flaske gin. Og noget hjemmelavet snaps, men jeg forventer alligevel ingen fest, and that's fine by me. Jeg har også en øl, men jeg skal bage pandekager, og min mormor har lært mig, at der skal øl og ikke mælk i. Så mens man bruger en halv øl til pandekagedejen, drikker man den anden halve. Det plejer at fungere, så det er det, jeg gør.
Overvejer lidt, hvornår fanden jeg er blevet sådan én, der drikker en halv øl alene, mens jeg kokkererer til mine venner - som jeg har opfordret til at tage spil og børn (barn) med... Den helt oplagte undskyldning er, at jeg jo har Profeten boende hos mig nu. Profeten er en halvvoksen kat, der har haft en dårlig oplevelse og er blevet lidt nervøs for mænd.
Men det er bare undskyldningen.
Det gør mig egentlig ikke noget, hvis folk bliver og har en fest, overhovedet ikke! Men den playliste jeg er ved at sammensætte er mest stille pop, lidt klassisk og en lille smule klynkerock. Ikke ligefrem festmusik...
Må endnu engang slå fast, at der skete noget med mig efter psykiatrisk afdeling. Det var ikke mig, der var indlagt, men jeg forsøgte at bryde ind et par gange. Det lykkedes én gang og var det hele værd. Én af mine venner var et halvt år i surrogatvaretægt på psykiatrisk afdeling i 2011. Og jeg må indse, at jeg vil kunne dele mit liv op i før og efter den periode. Ligesom jeg kan dele mit liv op i før og efter min far døde, eller før og efter jeg lærte smerte at kende for alvor.
Jeg er nok bare blevet et alvorligere menneske. Og det er fandeme fint! Har det bare lidt som om, den der abeflok skal møde det alvorligere menneske for første gang i morgen, og det er overhovedet ikke tilfældet, for de fleste kendte mig og fulgte lidt med på sidelinjen under mine indbrudsforsøg in the name of love.

Måske er det bare fordi jeg er præmenstruel. Eller fordi jeg snart skal sige på gensyn til nogle kolleger. Eller fredagstristhed uden grund ligesom jeg lige har læst, at HverdagsNadia også lider af. Måske er det månen? (Det er kraftedeme altid månen, der får skylden, når folk tér sig!)